– eller saa sig nødsaget til alligevel at overdrage sin Dommermyndighed til Fuldmægtige i Landet selv, hvilke havde kunnet udfindes uden den lange Omvei om Kurien. Men Sagen var, at Pavedømmet var avindsygt ikke alene paa den verdslige Statsmagt, men ogsaa paa Metropolitanmagten og paa de nationale Kirkers Selvstændighed. Deraf de mange af Paverne selv fremkaldte Brud paa den engang opstillede Orden for den kirkelige Dommermyndighed og senere ogsaa paa Kirkens Valgfrihed. Et Gode var dog forbundet med det omtalte Appelvæsen, skjønt det blev dyrt betalt, – og det var den uafbrudte levende Forbindelse med Rom, eller med de sydlige Lande, hvor Paven havde sit Sæde; thi derved naaede ganske vist mangen Lysets Straale, om end ikke ublandet med Fordærvelse, med Hast til det fjærne Norden, hvilken ellers langt senere, maaskee først efter Aarhundreder, havde kunnet finde Veien did.
Hvad angaar den ødsle Anvendelse af Bannet inden Kredsen af selve Kirkens Personer, da falder det let i Øinene, hvor farlig denne Misbrug var for Kirkens egen Anseelse, og hvor undergravende for den hele hierarchiske Bygnings Fasthed. Bannets Anvendelse paa Geistlige i Sager, som hverken angik Lære eller Seder, men ene og alene reent verdslige Ting, maatte jo ganske naturligt svække dets Betydning i Almeenhedens Øine, give det Udseende af et blot og bart retsligt Tvangsmiddel, af en Gjenvei til at opnaa Øiemed, hvis Lovlighed, ja Christelighed ofte var høist tvivlsom. Og naar nu dertilmed Bannet, netop paa Grund af dets ubesindige Anvendelse, meget ofte blev underkjendt for en høiere Domstol, eller ganske frugtesløst paa Grund af Udstedernes Magtesløshed til at sætte det igjennem, – saa maatte jo dette end yderligere svække dets Virksomhed ikke alene inden, men ogsaa udenfor Geistlighedens Kreds. Man kan da ikke undres over, at den verdslige Landsstyrelse tidt og ofte haardnakket modsatte sig dets Anvendelse i Sager mellem Geistlige og Lægfolk og overhovedet betragtede det som et Slags Voldsmiddel i Geistlighedens Haand, hvilket man nøie maatte paasee, ikke blev anvendt paa Almuen blot for at aftvinge denne stedse voxende Bidrag til Kirkens jordiske Rigdom og Vælde.
Saagodtsom i Hælene paa de fra Conciliet i Vienne hjemvendende norske Prælater kom ogsaa Pave Clemens V’s Pengekrav til
