Rom[1]. Han kaldes med Tilnavnet: Rauðr eller Rauði, d. e. den Røde. Han drog strax til Kurien, blev der indviet af Pave Clemens IV i 1268, kom tilbage til Nidaros lidt før Jul samme Aar og holdt sin første Messe i Christkirken paa Juledag[2].
I denne Jon eller Johannes fik den norske Kirke en dygtig og for Hierarchiets Fremme høist ivrig Forstander, hvis Navn, som Forfegter af Kirkens Høihed ligeover for Kongedømmet, vel fortjener at stilles ved Siden af Erkebiskopperne Eysteins og Eriks. Man kjender ikke hans Æt, og veed heller ikke meer om hans tidligere Liv end hvad allerede er anført; men hans Metropolitanvirksomhed vidner i hvi Grad ligesaavel om Aandskraft og Klogt, som om grundige Kundskaber i den canoniske Ret. Man kan neppe betvivle, at han har følt hos sig selv et levende indre Kald til at optræde som Talsmand for hvad han ansaa for Kirkens Rettigheder, og at han i god Tro og med redelig Villie har kastet sig ind i en Kamp, som han aabnede under de bedste Forhaabninger, men som endtes med hans personlige Ydmygelse, om end ikke ganske uden Fordeel for Hierarchiet.
Tønderet til denne anden store Kamp mellem Kirken og Kongedømmet i Norge var, som allerede gjentagende paaviist, fra gammel Tid tilstede, – en Arv saa at sige lige fra Erkebiskop Eysteins og Kong Sverrers Dage. Den ubestemte Stilling, hvori begge Magter stod til hinanden, skulde endnu engang forsøges bragt til endelig Afgjørelse, og Opfordringen hertil gav udentvivl nærmest Kong Magnus’s Lovgivningsvirksomhed.
Magnus besad vistnok ikke paa meget nær sin Faders Mod og Villiekraft, men Haakons Redelighed, lyse Aand og oprigtige Stræben for sit Folks Vel havde han i fuldeste Maal arvet, ligesom han og lignede ham i Dannelse og Sands for Videnskab og Kunst. Mildhed og Forsonlighed udmærkede hans hele Færd som Konge og Menneske; han var gjennemtrængt af Agtelse for Christendommen og den christelige Kirke; og han følte sikkerligen dybt det store Ansvar for Gud og Menneskene, som hans kongelige Kald paalagde ham. Hans Hu stod til Freden, den vilde han sikkre sit Rige baade fra Uden og i dets Indre, og paa dens Goder vilde han bygge sine Undersatters Lykke.
Striden med Skotland, som han havde arvet fra sin Fader, søgte han strax efter sin Regjeringstiltrædelse bilagt. Dette lykkedes ogsaa, skjønt først efter mange Forhandlinger, ved Freden til Perth den 2den Juli 1266[3]. Norge afstod til Skotland Overhøiheden over Suderøerne mod en Pengesum og en aarlig Afgift; – en Afstaaelse, som forresten blev dadlet af mange Samtidige, og ligeledes
