overlægge Sagen et Provinsialconcilium i Nidaros, hvilket blev af, holdt den 24de November 1313, og hvis Bestemmelser bleve udstedte den 1ste December næstfølgende.
Paa Conciliet vare tilstede, foruden Erkebiskoppen selv, Biskopperne Helge af Oslo, Ingjald af Hamar og Audun af Hole. Arne af Bergen nævnes ikke; rimeligviis har enten Uvillie mod Erkebiskoppen i Anledning af den nys førte Strid angaaende Palliumshjælpen afholdt ham, eller og maaskee snarere Sygdom hindret ham fra personligt Møde. Da de forsamlede Biskopper mellem sig nøie havde overveiet – heder det –, hvorledes den apostoliske Befaling (mandatum) ved dem kunde udføres paa den virksommeste Maade, saa da det var umuligt, hvad Formen angik, at iagttage den i Alt, især for visse Dele af den nidarosiske Provins, bestemte de sig til at følge en Fremgangsmaade, hvorved de troede at komme Befalingen saa nær som muligt. De fattede Bestemmelser vare i Hovedsagen følgende:
Enhver Biskop skulde i sit Biskopsdømme udvælge to paalidelige Indsamlere, for at sammendrage Tienden af Biskoppens, Chorsbrødrenes og Kapitelets Indtægter. – I Kirkesognene og paa Landet skulde ligeledes beskikkes Indsamlere, hvilke paa eget Ansvar skulde opbære Tienden og bringe den til Staden (nemlig hvor Biskoppen havde sit Sæde), og der skulde beskikkes Fuldmægtige (procuratores), som i Biskoppens og Kapitelets Navn skulde modtage den i hele Biskopsdømmet indsamlede Tiende under nøiagtigt Regnskab og nedlægge den i sikkert Forvar. – Saavel Biskopper, Abbeder og andre Klostermænd, som Chorsbrødre, Sogneprester og andre Bestyrere af Kirker og Kapeller skulde af alle de Indkomster, der erlægges i Gjenstande, som ei kunde bevares, udrede Tienden i rede Penge efter bestaaende Verdi og rimelig Vurdering; hvis Indtægterne solgtes for en vis Pris, skulde Tienden deraf retteligen erlægges. – Vikarier skulde i Regelen ikke erlægge Tiende af sine Vikariater, da selve Præbendens Indehaver her skulde være den Ydende. – Af Begravelser og andre uvisse Indtægter skulde Enhver betale efter fornuftigt Skjøn, og hvis Indsamlerne ei dermed vilde nøies, efter den Overordnedes Dom. – Af Testamenter i Penge eller Løsøre skulde Tiende simpelthen udredes (af selve Kapitalen); men af testamenteret urørligt Gods eller Kvæg, skulde Tienden erlægges af de deraf faldende Indtægter (af Renten). – Af Jorder, som Geistlige dyrke for egen Regning, skal Tiende udredes af deres Jordskyld (census?). – I ethvert Biskopsdømme skulde Tiderne for Udredelsen fastsættes af Biskoppen selv, dog saaledes at Tienden for hvert Aar kunde være fuldkommen betalt inden 1ste October[1].
- ↑ N. Dipl. I. 123–125 (eft. Orig. Br. paa Pergament i den Arne Magn. Dipl-Saml. fasc. 31, No. 5); jfr. Suhm D. H. XI. 720.
