Efter disse Regler blev altsaa i den nidarosiske Provins den vedtagne Pavetiende at opbære. Det paaskudte Øiemed, det hellige Lands Undsætning, kom den forøvrigt lidet eller intet til Gode; den slugtes i det pavelige Skatkammers bundløse Svælg, for at bortsløses til et uverdigt Pavehofs ødsle Forlystelser.
Den Skatteydelse til Pavedømmet, som i Lighed med den her omtalte, foregik i Form af geistlig Tiende, faldt vist nok ikke, som Tilfældet var med Peterspengen, Almeenheden umiddelbart til Byrde; men middelbart gjorde den det dog, og det ganske sikkert i en ikke ringe Grad. Thi netop saadanne Udredsler benyttedes nu af Geistligheden som Paaskud til ikke alene at udpresse af Almuen Gaver – frivillige i Navnet, men dog som oftest i Virkeligheden aftvungne med en moralsk Tvang, – men ogsaa til at udstrække Kirkens Ret med Hensyn til Indtægter af Lægfolket saavidt, som dette paa nogen Maade, lod sig gjøre. Kongedømmet maatte derfor uafladelig holde et skarpt Øie med Geistlighedens Fremfærd i denne Henseende, at den ikke skulde øve et altfor utilbørligt Tryk paa Almuen. En saadan Omsorg fremlyser, som af flere Kong Haakons allerede omtalte Forordninger, saaledes ogsaa af en, som han udgav fra Bergen den 12te August 1313 til Bedste for sit Riges nordligste Dele, for Haalogaland og for de dertil nærmest grændsende Finner. I denne Forordning bestemmer han nemlig blandt mere, som nærmest vedkommer den verdslige Styrelse, Følgende Kirken anrørende:
De Prester, som høre lønligt Skriftemaal, skulle ei have Provstedømme, overeensstemmende med hvad allerede var paabudet i Kong Eriks Retterbod[1]. – Alle skulle udrede sine Tiender vel og redeligen, men Kongen vil paa ingen Maade, at nogen ny Tiende skal paalægges, eller at den skal kræves strengere end fra gammel Tid har været. – Paa Grund af Finnernes Trang og store Fattigdom, baade med Hensyn til Fortjeneste og Livets Nødvendigheder, har han gjort den Formildelse, at de i tyve Aar fra det de have antaget Christendommen, ikke skulde, hvad enten de falde i Sag til Kongedømmet eller til Christenretten eller Erkebiskoppen, betale meer end en Trediedeel af den Bod, som Lovbogen bestemmer. Men naar disse tyve Aar ere forledne, skulle de svare fuld Bod, som andre „Bomænd“ (búmenn d. e. norske Beboere af Landet), dog med Skaansel og Miskunhed, hvor saadant sømmer. – Han advarer baade Kongedømmets og Erkebiskoppens Aarmænd (Ombudsmænd), at de ei maa sagsøge Finnerne uretfærdigen, eller naar de komme til dem i Fjordene, skræmme dem til at betale efter Aarmændenes Villie. Men hvorsomhelst saadant bliver beviseligt, der skulle Sysselmænd eller Lagmænd, eller hvo der er stedt
- ↑ S. o. f. II. 39.
