er bleven af flere senere Historikere lagt Magnus til Last, som uverdig for Norge, og som den der gav Stødet til den norske Sømagts Forfald. Man maa imidlertid, for her at dømme retfærdig, erindre, at Norges Overhøihed over hine Øer i sig selv var mindre naturlig baade paa Grund af deres Beliggenhed og paa Grund af deres Beboeres Folkeslegtskab, – og at den norske Sømagts paafølgende Forfald egentlig havde sin Grund i mange samstødende langt dybere liggende Omstændigheder, med hvilke hine Øers Besiddelse lidet eller intet havde at gjøre. Søfart og Krigsvæsen tog ved denne Tid en ny Retning i Europa, en Retning paa hvilken ikke Norge, med sine mere indskrænkede Hjælpekilder, strax var istand til at slaa ind, og hvilken senere uheldige Begivenheder saagodt som spærrede for det i lange Tider. Det ligger imidlertid udenfor vort Maal her nærmere at udvikle dette. Her maa vi kun bemærke, at den nidarosiske Kirkes Ret med Hensyn til Suderøerne i Freden udtrykkelig blev forbeholdt, og at den nidarosiske Erkebiskops Metropolitanhøihed over den suderøiske eller manske Kirke og dens Biskopsstol blev staaende ved fuld Magt endnu i lang Tid, efterat den norske Konges Overhøihed øver Øerne var opgiven. Efter at Krigen med Skotland var endt, indlod ikke Kong Magnus sig i nye krigerske Foretagender, uagtet hans Forhold baade til Danmark og Sverige meer end eengang dertil kunde synes at give Opfordring. At optræde som Megler i Sveriges indre Uroligheder, og at søge de med Danmark værende Tvistepunkter afgjorte paa Underhandlingens Vei, – det var en Fremgangsmaade, som stemmede med Magnus’s Sindelag; og gav dette end Anledning til, at han ved enkelt Leilighed maatte gjøre betydelige Udrustninger, saa skeede disse dog kun for at han derved kunde give sit Ord en større Vegt, og sin Optræden en større Verdighed.
Idet han paa denne Maade opretholdt Norges Fred med dets Nabolande, var hans Opmærksomhed uafladelig henvendt paa at haandhæve og styrke Freden i sit Riges Indre. Dette var Hovedmaalet for hans omfattende Lovgivningsvirksomhed, hvilken har hos Efterverdenen skjænket ham det hædrende Tilnavn Lagabøter d. e. Lovbøderen, Lovforbedreren.
De voldsomme indre Uroligheder, som i det tolfte og trettende Aarhundrede havde raset i Norge og rystet alle dets ældre Samfundsforhold, havde aabnet baade Kongens og Folkets Øine for Nødvendigheden af en Lovforbedring, der kunde hele Samfundsordenens Brøst og tilstoppe for Fremtiden Kilden til lignende uheldsvangre indre Bevægelser. Det er omtalt, at Haakon Haakonssøn allerede havde lagt Haand paa Verket, og at han rimeligviis havde vidtløftigere Planer i Sigte, end som han i sin Regjeringstid fik bragt til Udfø-
