Kong Birger gjenindsattes i Sverige; og den 20de Juli næstefter opgjordes ligeledes i Helsingborg, under den danske Konges Megling, en bestemt Deling af Riget mellem Kongen og Hertugerne. En af Artiklerne i Freden var, at Hertug Erik frasagde sig alle Fordringer paa Kongedatteren Ingebjørgs Haand og paa Norges Rige; hvorimod han lovede at egte den danske Konges Søsterdatter, Jomfru Sofia af Werle (i Meklenborg). Til Gjengjæld forlenede Kong Erik de svenske Hertuger paa Livstid med Nørre-Halland, der var et dansk Len og for Tiden i Hertugernes Hænder, men dog egentlig den norske Konges Ejendom, da Haakon havde kjøbt det i 1305 af dets daværende Besidder, Greve Jakob. Kong Haakon havde imidlertid i Kjøbenhavn givet sit Samtykke til Forleningen[1], og Hertugerne lovede nu i Freden til Gjengjæld at opgive ham Konghella Slot[2].
Kong Haakon synes kun med en vis Modstræben at have samtykket i denne Fred, hvorved han maatte afstaa sin egen Ret til det danske Len Nørre-Halland til Fordeel for de svenske Hertuger, uden at derfor Hertug Erik blev hans Svigersøn. Men troligen har denne i al Hemmelighed beroliget ham med det Løfte, at Forbindelsen med Sofia af Werle ligefuldt ikke skulde komme til Fuldbyrdelse, men derimod Trolovelsen med Ingebjørg igjen blive fornyet, – og det uagtet Hertugerne i Freden udtrykkeligen havde forpligtet sig til at bidrage efter yderste Evne til, at Egteskabet mellem Ingebjørg og Junker Magnus Birgerssøn kunde komme i Stand. Imidlertid sporer man, trods hine ganske vist mellemkommende hemmelige Forsikkringer, en vis Mistænksomhed hos Haakon imod Hertugerne, som ogsaa kunde have sin gode Grund i deres tvetydige Fremfærd i det Hele, og som maatte bestyrkes ved deres Udsættelser med den lovede Opgivelse af Konghella Slot. Det er aabenbart, at den listige Hertug Erik vilde beholde dette vigtige Sted for ethvert Tilfælde, deels som et Baand paa Kong Haakon, hvis denne engang skulde vakle med Hensyn til Opfyldelsen af deres hemmelige Overeenskomst, deels som Udgangspunkt for et Angreb paa det sydlige Norge, ifald Omstændighedernes Gang skulde tvinge ham til at egte Sofia, og saaledes bringe ham i et afgjort fiendtligt Forhold til Norges Konge. Haakon kunde umuligt, med det Kjendskab han allerede havde til Hertug Eriks Ærgjerrighed og hemmelige Rænker, lukke Øinene for den farlige Stilling, hvori han ved sin Eftergivenhed for Hertugens underfundige Tilskyndelser havde indledet sig selv.
Hertug Eriks Plan var dog nu virkelig den, ikkun for Øieblikket at blende den danske Konge ved Løftet om Egteskab med hans Søsterdatter, medens den langt fordeelagtigere Forbindelse med Norges Ar-
