Daad til Hertugens snedige Fremfærd. Skulde dette have været Tilfældet, da ligger den Gjetning ikke fjærn, at en eller anden af de paa Conciliet i Vienne tilstedeværende norske Geistlige kan have paa Haakons Vegne hemmeligen samvirket med Hertugen i hans Underhandlinger med Kurien. Dog dette bliver altid en løs Formodning. Ganske vist maa dog Kongen i længere Tid have været forberedt paa den endelige Udgang, Sagen tog, siden han med saa stor Skyndsomhed, som lader til at have fundet Sted, kan have afgjort sin Datters Bryllup. Ved dette har forresten efter al Sandsynlighed Erkebiskop Eilif været tilstede, eftersom han findes at have opholdt sig Oslo i Begyndelsen af October Maaned 1312[1].
Man kunde nu vente, at en ny Krig skulde have udbrudt i Norden; thi baade Kong Erik af Danmark og Kong Birger i Sverige – ikke at tale om Nikolaus af Werle, den forladte Sofias Fader – maatte ansee sig som høieligen fornærmede og grovt bedragne ved de svenske Hertugers, og tildeels ogsaa den norske Konges Fremfærd. Men Omstændighederne vare Hertug Erik gunstige. Hans Broder Kong Birger og dennes Søn vare for Øieblikket altfor afmægtige til at vove en Kamp mod ham paa egen Haand. Den danske Konge var, efter et bekosteligt Tog mod Rostok, fra hvilket han vendte tilbage til Danmark i October Maaned 1312, kommen under Veir med en farlig Sammensværgelse i Jylland, hvilken det først lykkedes ham det følgende Aars Høst at underkue[2]. Han var følgelig for Øieblikket ude af Stand til at begynde en Krig mod Hertugen og dennes Medforbundne. Hvad endelig Nikolaus af Werle angik, da var han en Ubetydelighed, der overladt til sig selv og sine egne Kræfter, Intet formaaede mod Hertug Erik. Alt dette havde Hertugen utvivlsomt for Øie, da han gjorde tit afgjørende Skridt; og Følgerne viste, at han ingenlunde havde forregnet sig i sit Valg af Tiden. Istedetfor at gribe til Sverdet, sloge hans Modstandere ind paa Underhandlingernes Vei, og den 19de Juni 1313 kom en ny og endelig Fred istand til Helsingborg mellem den danske og den svenske Konge samt Nikolaus af Werle, paa den ene Side, og Kong Haakon og de svenske Hertuger paa den anden. Herren af Werle affandtes med en Pengesum og en Æreserklæring[3] for den hans Datter tilføiede Fornærmelse, og Hertugerne bleve stadfæstede af den danske Konge i Forleningen af Nørre-Halland.
Det falder let i Øinene, hvorledes Hertug Erik ved alle disse
