des – at tilrive sig Styrelsen i Norge i sin Hustrues eller sit eget Navn.
At Kong Haakon under Alt dette, om han end ikke tilfulde kjendte Hertug Eriks hemmelige Rænker, dog med det Kjendskab han havde til hans Sluhed og Ærgjerrighed, maatte ængstes for Norges Fremtid, – er let begribeligt. Det vakte derfor en overordentlig Glæde ved det norske Hof, da Kongens Datter, den femtenaarige Hertuginde Ingebjørg, i 1316 fødte en Søn, der fik Navnet Magnus[1]. Nu var der da en mandlig Arving til Norges Rige, og Arvefølgen var for Øieblikket sikkret. Ogsaa Hertug Erik følte ganske vist ved denne Begivenhed sin Stilling i Norge meer befæstet. Thi at han som Fader til en mindreaarig norsk Konge nok skulde formaa at bringe Rigets Styrelse i sine Hænder, derom har han neppe næret den ringeste Tvivl. Den danske Konges Venskab og Understøttelse blev ham nu mindre magtpaaliggende, ja forekom ham maaskee, efter de indgangne Forpligtelser, at være en Byrde, som han maatte søge at afkaste. De svenske Hertuger synes virkelig at have i 1317 indladt sig i hemmelig Forbindelse med Kong Eriks oprørske Undersaatter, i hvis Spidse dennes egen Broder, den nedrige og uduelige Hertug Christoffer, samt Erkebiskop Esger af Lund stode; og Forbundet var høist rimelig stilet ikke mod den danske Konge alene, men og mod Kong Birger, der berøvet den Støtte, han hidtil havde havt i Danmark, vilde være let at styrte[2]. Alt tyder paa at Hertug Erik ved denne Tid nærede vidtudseende Planer, for hvilke en ny almindelig Røre i Norden skulde bane Veien. Hvorvidt Kong Haakon har været villig at laane ham Haanden hertil, eller tvertimod har stillet sig fiendtlig ligeover for hans Anslag, lader sig ikke afgjøre ved de gamle Annalers høist forvirrede Fremstilling[3]. Men hvad nu end Maalet har været for Hertug Eriks ærgjerrige Stræben, saa var det ikke Forsynets Villie, at han skulde naa det. Alle hans Planer bleve pludselig afskaarne ved det uventede, skrækkelige Slag, som rammede ham og hans Broder i den sidste Maaned af Aaret 1317. Begge Hertugerne bleve nemlig af Kong Birger og hans Dronning under Venskabs og Forsonligheds Maske lumskeligen lokkede til det faste Nykjøpings Slot, der hørte til Kongens Besiddelser. De modtoges ved sin Ankomst den 10de December med tilsyneladende Gjestfrihed; men den paafølgende Nat bleve de grebne af Kongens Mænd og under haard Behandling kastede i et Fangetaarn. Her henlaa de en Stund, idetmindste over een Maaned, indtil de i det følgende Aar 1318 aflede[4], ganske sikkert ved en voldsom Død. Et over hele
