i Ban af Audfinn[1]. Endelig tog Audfinn sig af Sognepresterne i Bergens By, der førte Klage over Presterne til Apostelkirken og visse Klostermænd, fordi disse trængte sig ind i deres Embedskreds ved at meddele deres Sognemænd Kirkens Tjeneste, og derved tilsnege sig det Offer og den Skyldighed, som tilkom Sognepresterne. Audfinn forbød ved Kundgjørelse af 27de Marts 1320 saadant strengeligen under Bans Straf og fastsatte med det samme Grændsen for visse af Byens Kirkesogne[2].
Alt dette voldte ikke ringe Optøier i Bergen, om hvilke Erkebiskoppen baade af Audfinn selv og af Andre blev underrettet[3]. Erkebiskoppen synes ingenlunde i Et og Alt at have billiget Audfinns Fremfærd; men hans Brev til denne af 18de April vidner om hans Maadehold og sunde Sands. Han synes ilde – siger han – om den Støi og Uro, som finder Sted i Bergen; men det er hans Raad, at de, som ville bedre sig og med Ydmyghed bede om Naade, ogsaa blive tagne til Naade, paa det at den hellige Kirkes Uvenners Flok maa blive saa meget mindre, som Biskoppen viser Folket større faderlig Kjærlighed, hvortil Erkebiskoppen veed, at Gud har givet Audfinn baade Bid og Villie. Forresten lover Erkebiskoppen at styrke Kirkens Ret og revse dens Fiender efter Evne og Skyldighed. Han agter at komme til Bergen til Pindse (18de Mai) og venter der at træffe Kongen[4].
Paa den anden Side bleve Klager over Biskop Audfinns Fremfærd indbragte for Kongen og dennes Moder, som om han havde gjort Indgreb i Kongedømmets Ret med Hensyn til de kongelige Kapeller. Ophavsmanden til disse Klager er ikke vanskelig at gjette; det var selve Kapelmagisteren, Finn Haldorssøn[5]. De fremkaldte irettesættende Kongebreve til Biskoppen, hvilke denne imidlertid besvarede med Negtelse af de gjorte Beskyldninger, Anker over Bagvaskelse og Forsikkringer om En Ærefrygt og Hengivenhed for Kongen[6].
I al denne Trætte indtraadte en Stands ved et Provinsialconciliums Samling i Bergen. Et saadant synes allerede længe at have
været paatænkt af Erkebiskoppen. I 1318 havde han udstedt Kaldelse
- ↑ kterne i dene Sag af 20de Marts 1320 i Barth. Mskr. E. 36–51, jfr. Suhm D. H. XII. 29–31.
- ↑ Suhm D. H. XII. 30, 337.
- ↑ Suhm D. H. XII. 31, 338.
- ↑ Barth. Mskr. E. 61.
- ↑ Biskop Signar af Færøerne hans Brev til Audfinn, rimeligviis af April Maaned 1320 (Barth. Mskr. E. 61): Signar har erfaret, at nogle af Biskoppens Avindsmænd, hvoriblandt især Finn, skrive meget til Forskjellige mod Biskoppen. Men Erkebiskoppen er Audfinns og Sandhedens Ven; og omendskjønt man taler om, at mange Sager skulle oprippes mod Audfinn i de øvrige Prælaters Nærvær, saa behøver han dog ikke at frygte.
- ↑ Breve af Marts? 1320 til Kongen og Hertuginden, Saml. t. d. n. F. S. og H. I. 525.
