lyse dit Hjerte og vække dig til Anger og Bod“. Men Presten skal ikke meddele ham nogen Absolution, med mindre han følger hans Raad, og kommer som først tilbage til ham. Ikke heller skal Presten give Nogen Absolution for enkelt skriftet Synd, med mindre han skrifter alle og vil bede dem.
Enhver Prest skal iagttage, at han ikke sætter Nogen en saadan Skrift, som denne erklærer, at han umulig kan holde; thi hans Synd bliver større, hvis han ei holder den.
Presterne skulle ogsaa nøie lægge Mærke til, at der er visse Synder, f. Ex. Tyveri, Ran og Besiddelse af uhjemlet Gods, hvilke ei kunne bødes, med mindre Ejeren eller hans Arvinger faa Sit tilbage om end lønligen. Lader dette sig ikke gjøre, da gives Almisser efter Prestens Raad. Har Synderen ei Gods til Erstatning, da sætte Presten ham Skrift og give ham Absolution med Paalæg at give fuld Erstatning, saasnart han formaar.
Alle Prester, som have Kirker efter Guds Lov og have taget Sjæleforsørgelse (curam animarum) af Biskoppen, have fuld Magt, hver i sit Sogn, til at sætte Skrift og løse fine Sognemænd fra alle lønlige Synder, som de skrifte for ham. Men i følgende Tilfælde skal henvises til Biskoppen, og ei Afløsning gives af nogen anden: – først hvis Nogen er falden i det Ban, som Loven giver Biskoppen alene Ret til at løse af, nemlig, om Nogen har lagt hadefuld Haand paa Klerk eller Klostermand; – og for det andet, om nogen Geistlig, Prest, Diakonus eller Subdiakonus, har udført nogen Tjeneste i Kirken under en større Excommunication (in majori excommunicatione), eller om Nogen har overskredet eller forglemt sine Vielser, eller ørlovsløst taget Vielse af nogen Anden end sin egen Biskop, Undtagelse kan dog finde Sted, om den er Døden nær, som skrifter; thi da maa enhver Prest løse ham af alle skriftede Synder, dog paa den Betingelse at han skrifter dem for Biskoppen, hvis han kommer sig igjen.
Hvis en Prest „bryder Skrift“ (ryfr skript: bryder den Pønitens, som er ham paalagt? eller: bryder Skriftemaalets Hemmelighed?) da være han berøvet sine Vielser, have forbrudt sit Gods til Biskoppen, og hensættes i det strengeste Kloster for der bestandig at bøde med sin Anger. – Syg Mand skal man ikke sætte nogen Skrift men høre hans Skriftemaal og sige: „Du skal have fuld Tro og Haab og Paakaldelse til den almægtige Gud, at han verdiges at tilgive dig alle dine Synder, og du skal kalde Dig til Forbøn Jomfru Maria og alle Guds Helgene, og give før din Sjæl til Kirker og Fattige, hvad Gud indblæser dig; men ingen anden Skrift sætter jeg dig, med mindre du kommer dig. Indfind dig da hos mig saasnart som muligt.“
