Viis ogsaa Christenretten, og at Kongedømmet med Hensyn til dens Ordning skulde have den afgjørende Stemme.
Magnus’s Fremgangsmaade i Lovforbedringen var ganske i den gamle norske Statsforfatnings Aand. I fuldkommen Erkjendelse af Folkets lovgivende Myndighed, og dets Ret til paa sine Lagthing at handle som øverste lovgivende Magt, og med Erkjendelse af de fire Lagthings selvstændige Lovgivningsmyndighed drog han først omkring paa alle Norges Lagthing, gjorde Folket bekjendt med de Forbedringer, han troede Landets Love tiltrængte, hørte dets Ønsker i saa Henseende og modtog endelig dets Fuldmagt til at gjøre de Forandringer i Landets Lovbøger, som han fandt tjenlige. Dette skeede i 1267 paa Gulathing, i 1268 paa Oplændingernes og Vikverjernes Thing, d. Eidsivathing og Borgarthing, og i 1269 paa Frostathing[1]. Ved denne Leilighed er der al Sandsynlighed for, at ogsaa den udvidede Kongearvefølgelov, som Magnus havde bestemt til Optagelse i sin Lovbog, foreløbig er bleven antagen.
Ved denne vigtige Forberedelse, hvorved en udstrakt og overordentlig Lovgivningsmyndighed nedlagdes i Kongens Haand, omtales for de tre førstnævnte Lagthings Vedkommende ingen Undtagelse og intet Forbehold at være gjort med Hensyn til Christenretten eller den nye Lovbogs Christendomsbolk. Magnus har derfor udentvivl paa Grund af hiin de tre Lagthings uindskrænkede Fuldmagt, allerede for Bemyndigelsen for Frostathings Vedkommende var indhentet, lagt Haand paa Verket og udarbeidet en Landslov, indrettet til at være almindelig for det hele Land, dog med Vedligeholdelse af de fire gamle Lagthing. I denne Lov synes han at have indført den Christendomsbolk som endnu er bevaret under Navn af Magnus’s Christenret[2]. Den er væsentlig formet efter de ældre Christenretter, men har ogsaa Tillæg af flere vigtige nyere Bestemmelser f. Ex. om Geistlighedens Cølibat inden dens høiere Ordensgrader, om den meer udvidede Tiendeydelse, om Aager, om Indskrænkning af det Slegtskab, der forhindrede Giftermaal, inden det 5te Led (istedetfor det 7e) og flere lignende. I Spidsen stilledes den ovenomtalte Udvikling af Christendommens Troslærdomme[3] og af Kongedømmets og den biskoppelige Magts Forhold indbyrdes og til Folket[4], samt endelig den nye forud af Landsfolket vedtagne Kongearvefølgelov. Denne fastsatte Kongearvefølgen, i det Tilfælde at Mand af Mand ikke fandtes til at arve, ogsaa for Mand af Kvinde inden visse Led, og udstrakte saaledes Arveretten til Kongedømmet videre og ordnede den nøiagtigere,
