være suspenderet ved selve Gjerningen fra Indtægt og Embede i sex Maaneder. Biskoppen skifte Boden mellem de Fattige.
Den Prest, som bryder hvad Biskoppen vedtager paa Prestemødet, og de Geistlige der enes om, bøde tre Mark.
Hver Fylkesprest skal ordentligen bringe med sig til Prestemødet Romerskatten af hele sit Fylke, eller bøde en halv Mark; hvis nogen Kapelprest modvilligen undlader at udrede den til Fylkespresten forinden, da bøde han det samme.
Alle ere og skyldige at betale „Preste-Sølv“ (presta silfr) paa Prestemødet: hver Chorsbroder og Fylkesprest een Øre, hver Fjerdingsprest en halv Øre, og hver Kapelprest een Ørtug.
Hovedpresterne ere skyldige, inden een Uge efter sin Hjemkomst fra Prestemødet, at underrette de Kapelprester, som hjemme sidde i Heredet, om hvad der paa Mødet er blevet forhandlet og vedtaget. Hvad heraf rører Lægfolket, det skal baade de som vare paa Mødet, og de som sad hjemme, lyse og forklare for sit Sognefolk i Kirkedøren inden en halv Maaned efterat det bliver hver bekjendt, og siden saa ofte som det synes nødvendigt[1].
Disse provinsiale Conciliebestemmelser for den norske Kirke ere de vidtløftigste af det Slags, hvilke ere os levnede. De ere hovedsageligen uddragne af de pavelige Decretaler, og ere ganske vist for den allerstørste Deel at betragte ikke som Nyheder i den norske Kirke, men som en Samling af kirkelige Sedvaner, der forlængst og efterhaanden allerede vare indførte og havde vundet Hevd, hvilken Samling, idet den nu stadfæstedes og udgaves af et Provinsialconcilium, fik fuldkommen Lovskraft i hele den norske Kirkeprovins.
Bestemmelserne om Klostrene ville sees at stemme i det Væsentligste med hvad allerede tidligere var forordnet paa Provinsialconciliet i Oslo 1306[2]. Bestemmelserne om Bannet ere, som det lader,Indprentning af ældre Brug. Med en vis Forsigtighed ere de selvskrevne
Banstilfælde antydede, maaskee for ikke ligefrem at stode an mod den
- ↑ Disse Conciliebestemmelser ere os bevarede i tre forskjellige Dokumenter, af hvilke det ene mest opholder sig ved Bestemmelserne angaaende Klosterlivet, det andet ved de Geistliges Stilling med Hensyn til deres Stand og ved den Adfærd, de have at iagttage med Hensyn til Bannet; det tredie, som er det vidtløftigste, ved Presternes Forhold til deres Menigheder og til Gudstjenesten og de dermed forbundne Handlinger, samt ved Prestemøderne eller Diøcesansynoderne, om hvilke sidstnævnte desuden udførligen handles, især med Hensyn til Nidaros’s Biskopsdømme, i et eget Tillæg Bestemmelserne, der rimeligviis, som alle Statuter givne paa Provinsialconcilier, egentlig have været affattede paa Latin, ere levnede i en udentvivl samtidig Oversættelse, og findes trykte i N. g. L. III. 246–270 og 307. I nærværende Udtog ere de for en bedre Oversigts Skyld ordnede nogenlunde efter Indholdet.
- ↑ S. o. f. II. 106.
