verdslige Styrelse, der i Kong Haakon Magnussøns Aand hadede Bannet, navnligen anvendt som et Middel til at søge Kirkens Rettigheder uden Lovens Mellemkomst, samt til at aftvinge Lægfolket Ydelser, hvortil det ikke ifølge Loven var udtrykkelig forpligtet. Hvad endelig de talrige Bestemmelser om Presterne og Prestemøderne angaar, da vidne disse alle om en virksom Stræben efter at overholde streng Orden baade i Kirkestyrelsen og Gudstjenesten og Sogneforholdet, hvilken Stræben sikkert maa have baaret sine gode Frugter. Det bergenske Provinsialconcilium af 1320 maa overhovedet agtes for et af de mærkeligste for det Indblik, dets Bestemmelser give i den norske Kirkes daværende indre Forholde, hvilke med Hensyn til Tidsalderen vise sig i et gunstigt Lys.
Mod Biskop Vilhjalm af Orknøerne[1], der var en af de i Conciliet deeltagende Prælater, fremsattes under hans Ophold i Bergen flere Klagepunkter fra Erkebiskoppens Side.
Da Biskop Vilhjalm, heder det, i hele Provinsen havde et ondt Rygte, saa havde Erkebiskoppen tidligere ladet hans Biskopsdømme visitere ved Kormak, Archidiaconus af Suderøerne og Grimar Ormssøn Præbendarius af Nidaros. Disse havde under sin Visitation eller strax efter dennes Fuldendelse afgivet en Indberetning til Erkebiskoppen, der var til Biskop Vilhjalms Fordeel. Han havde, sagde de, modtaget dem med Forekommenhed og understøttet deres Visitation. De havde paa denne erfaret, at Manglerne ved Kirkerne meer havde sin Grund i hans Formænds Efterladenhed, end i hans egen; han havde ikke i kort Tid kunnet bøde paa disse Mangler, men havde lovet at det skulde skee og anviist Midler dertil af sine Indkomster. Hvad de onde Rygter om hans Opførsel angik, som Erkebiskoppen især havde paalagt dem at undersøge, da kunde de forsikkre, at de vare usande; og især var dette Tilfælde med de Beskyldninger, der vare ham gjorte for Ukydskhed[2].
Men ganske anderledes maa Visitatorerne senere have forklaret sig for Erkebiskoppen, hvad enten dette nu er skeet ifølge nye dem tilkommende Oplysninger, eller fordi de i sin første Indberetning have ladet sig utilbørligen paavirke af Biskoppen og dennes Venner, til hvilke Magnus Jarl af Øerne og hans Brud Catharina synes at have hørt.
De sees nemlig nu at have udsagt, at de ved nøiagtig Ransagning havde fundet, at Biskoppen, til Skade baade for Kathedralkirkens og de biskoppelige Bygningers Vedligeholdelse og for Presternes Underhold, havde formindsket Stolens Gods ved Afhændelse og Forlening; – at
han ei canonisk havde bortgivet noget geistligt Embede, men antaget
