paa visse Aar, ja Maaneder, Fremmede, Omløbere, og Frafaldne mod en vis Afgift til Biskoppen; – at han havde tilsidesat den biskoppelige Anstændighed ved at overlade sig til støiende Jagtforlystelser, for at tie med andre Usømmeligheder; – at han havde været ligegyldig i sit Embede og ikke søgt at rette paa sine Uuderhavende, der vare Afgudsdyrkere, Troldkarle, Kjettere og i andre Maader Ugudelige, han havde endog blandt sit Tyende holdt aabenbare Bansatte. – Paa Grund af alle disse Beskyldninger afsatte Erkebiskoppen ham ved Brev af 17de Juli fra Biskopsgodsets Bestyrelse, idet han formanede ham til Forbedring.
En anden Anklage mod Biskop Vilhjalm var, at han havde fængslet en Canonicus af Orknøerne, Ingilbert Lyning, hvilken Erkebiskoppen havde sendt til ham for at forhøre om Peterspengen, ja havde frataget Ingilbert hans Præbende og alle hans Ejendomme, og havde dem endnu i sin Besiddelse, trods Erkebiskoppens Advarsel. Vilhjalm havde desuden i 15 Aar hemmeligen tilegnet sig selv en Deel af Romerskatten indtil et Beløb af 53 Mark Sterling. Erkebiskoppen forelagde ham i denne Anledning ved dem af 20de Juli, en Frist af 3 Maaneder, inden hvilken han under Bans Straf skulde udrede hine 53 Mark og gjenindsætte Ingilbert i hans Præbende.
Endelig beskyldtes Vilhjalm for at have tilbageholdt paa Orknøerne en nys afdød Frues Lig, uagtet hun havde erklæret at ville begraves i Nidaros’s Kirke (Kathedralkirke?). Ved saaledes at bryde den Afdødes sidste Villie var han falden i Interdikt efter Kirkeloven, hvorfra Paven alene kunde løse ham. Erkebiskoppen paalagde ham imidlertid ved Brev af 28 Juli paa egen Bekostning, og under Straf af Suspension fra Indgang i Kirken, at føre Liget til Throndhjem, og forbeholdt sig desuden at paalægge ham anden Straf for hans Ulydighed.
Disse tre Erkebiskoppens drevne bleve, rimeligviis efterat denne selv havde forladt Bergen, den 5te August oplæste af den fornævnte Grimar for Biskop Vilhjalm i den bergenske Biskops Consistorium.[1].
Biskop Vilhjalm maa udentvivl have været en Prælat af det Slags, hvorpaa det sydlige og vestlige Europa ved denne Tid afgav saa mange Exempler, – meer verdslig og fri i sin Levemaade, end Kirkeloven tillod, og den norske Kirke endnu havde vant sig til at taale. Han har vel taget sig enkelte engelske og skotske Biskopper til Mønster, og hans Adfærd har maaskee vakt mindre Anstød paa Orknøerne, hvor den megen Berøring med Skotterne allerede tidlig synes at have givet Folkets Seder Præget af en vis Vildhed og Tøilesløshed. Men Erkebiskop
Eilif har ikke villet see gjennem Fingre med sligt; og man maa for-
- ↑ Suhm D. H. XII. 33–35, efter Barth. Mskr. E. 137–145.
