mode, at Biskop Vilhjalm har lovet Bedring og i det mindste ser det første rettet paa sin Opførsel og afhjulpet de væsentligste Ankeposter. Imidlertid seer man, at Erkebiskoppen fremdeles har holdt et vaagent Øie med ham. Thi i 1321 finder man, at Erkebiskoppen atter har havt Visitatorer over paa Orknøerne, nemlig de førnævnte Grimar og Ingilbert. Disse indgave dengang hver for sig en Indberetning, der havde saadanne Besynderligheder ved sig, at Erkebiskoppen ved Brev af 25de Marts 1322 opfordrede Biskop Audfinn af Bergen til, paa sine Vegne, at kræve af dem en canonisk og rigtig Underretning, navnligen om Processen med den orknøiske Biskop, ja endog paalægge dem Ban for deres Forsømmelighed[1].
En anden Sag, som ganske vist under de norske Biskoppers Samvær i Bergen har været bragt paa Bane, var Tvisten mellem Biskop Audfinn og Kapelmagisteren.
Audfinn havde allerede gjort alle Forberedelser til at forfølge denne Sag for den pavelige Kurie. Han havde beskikket sin Chorsbroder, Paal Baardssøn, der studerede i Paris, til sin Fuldmægtig og havde oversendt ham rigelige Pengebidrag for dette Øiemed[2]. Alligevel har sandsynligviis den fredeligsindede Erkebiskop ved sin personlige Nærværelse omstemt ham. Sagen undergaves nemlig nu fra begge Sider Erkebiskoppen, Biskop Halvard af Hamar og Salomon Thoraldessøn, Chorsbroder af Nidaros, som Voldgistsdommere til endelig Afgjørelse. Dette er rimeligviis skeet i Bergen; men Voldgiftsdommen blev afsagt i Tunsberg den 16de August samme Aar (1320). Efterat nemlig Mødet i Bergen var sluttet, drog Kongen og hans Moder, efter den 19de Juli[3], øster i Landet, og ledsagedes didhen af Erkebiskoppen og flere af de paa Provinsialconciliet samlede Prælater. Under alle disse Ophold i Tunsberg blev rimeligviis den nævnte Voldgiftsdom fældet.
Dommen lød paa Følgende: 1) Alle, som „endog i tvivlsomme Ting“ havde stødt an mod Biskop Audfinns Verdighed, skulde bede ham om Tilgivelse, hvilken denne uden Vanskelighed „naadigen“ burde skjænke dem. Alle Bansættelseserklæringer (sentenciæ), der fra den ene eller anden Side vare afsagte, skulde være tilbagekaldte, alle Voldsomheder og Forurettelser glemte, og Biskoppen skulde uden Vanskelighed løse eller lade løse alle dem, som i denne Anledning trængte til Afløsning. – 2) Begrændsningen af Kirkesognene i Staden Bergen
og Betroelsen af Sjæle-Omsorgen burde fremdeles som forhen umid-
