Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/229

Ved denne Tid døde endelig ogsaa Biskop Audun Thorbergssøn Raude til Hole. Uagtet han i sin Embedstid havde adskillige Stridigheder med enkelte af Nordlandets Prester, og i Begyndelsen ikke var saa ganske vel anseet, fordi han var en Udlænding og ikke ret vant ved Landets Skik, saa erhvervede han sig dog efterhaanden et godt Lov af Folket baade for Embedsvirksomhed og for Gudsfrygt, geistlig Lærdom og Veltalenhed. Han holdt Skolen ved sin Kirke i god Stand og forsørgede den med velskikkede Lærere. Allermest blev han dog priset for sit Høvdingesind, sin Pragt og Gjestfrihed. Han byggede meget baade paa sin Kathedralkirke og paa sin Biskopsgaard, og ved sin Gjestfrihed gjorde han sig mangen Modstander til Ven. Det fortælles om ham, at naar han, som ofte kunde skee, havde Stevnemøde hjemme paa Hole med sine Uvenner, og der saa under deres Forhandlinger meldtes, at Maaltidet var rede, pleiede han at sige til sine Modstandere: „Lader os nu gaa til Bords! vi skulle ikke give Maden Skyld for, at I ere utilfredse med mig.“ Naar han da med Munterhed havde bevertet dem rigeligen, havde han tillige som oftest omstemt deres Sind, saa at de forligede sig med ham og lagde sin Sag i hans Vold. Hans Adfærd mod sin fordums Modstander Laurentius Kalfssøn viser ogsaa hans Sindelag fra en fordeelagtig Side. Laurentius holdt dengang til i Thingøre Benedictiner-Kloster, hvor han i 1316 endogsaa lod sig vie til Munk, samtidig med sin unge Søn Arne, som han havde avlet i Norge, og som kort forud var kommen over til ham. I Førstningen gav Biskop Audun kun liden Agt paa ham, men siden drog han ham meer og meer til sig, forligede sig fuldkommen med ham og satte sin Dattersøn Eystein Raud i Skole hos ham i Thingøre. Audun kom ikke til Provinsialconciliet i 1320; men senere samme Aar, eller ogsaa i det følgende drog han til Norge og opholdt sig i Nidaros hos Erkebiskop Eilif den sidste Vinter af sit Liv. I Julen 1321 holdt han et herligt Gjestebud, som varede i mange Dage, og i hvilket Erkebiskoppen selv var tilstede. Men under dette Gjestebud blev Audun syg, og hans Sygdom tog til under Lægebehandlingen. Længe stred han imod og var hver Dag hos sine Gjester og deeltog i deres Glæde. Men før Gjestebudet var sluttet, blev han saa svag, at han maatte gaa til Sengs, hvilket han gjorde efterat have taget en vakker Afsked med sine Gjester, og paalagt dem at forblive der Gjestebudet til Ende, hvorledes det end gik med ham. Hans Sygdom tiltog nu, og da han nærmede sig Døden, kom Erkebiskop Eilif til ham for at raadføre sig om hvo der helst skulde kaares til hans Eftermand. Audun anbefalede da fremfor alle Andre Broder Laurentius Kalfssøn baade paa Grund af hans Gudsfrygt og hans Lærdom og Dygtighed. Erkebiskoppen gjorde nogle