Indvendinger, idet han mindede om ældre Forhold og Laurentius’s Opførsel imod dem begge under Striden mellem Erkebiskop Jørund og Chorsbrødrene. Men Audun vilde ikke høre noget herom; han talte for Laurentius med saadan Varme, at det fremkaldte Taarer hos alle Omkringstaaende. Han døde derpaa den 27de Januar 1322 og blev begraven i Marie Kirke i Nidaros.
Erkebiskop Eilif fulgte hans Anbefaling, og paa et kort efter holdet Kapitelsmøde blev Laurentius Kalfssøn kaaret til Biskop af Hole. Tidenden om Valget kom samme Aar til Island; men Laurentius drog først det følgende Aar til Norge, hvor han led Skibbrud ved Haalogaland og blev Vinteren over hos Erkebiskoppen i Nidaros under den venskabeligste Behandling. Da han kom for Erkebiskoppen, heder det, faldt han denne til Fode og bad om Tilgivelse for hvad han havde forseet sig mod ham. Men Erkebiskoppen gik ham imøde, reiste ham, udbad sig selv hans Tilgivelse og bød ham velkommen som sin Gjest. Laurentius blev indviet St. Hans Dag, den 24de Juni, 1324 i Overvær af Biskopperne Audfinn af Bergen og Vilhjalm af Orknøerne; Stedet nævnes ikke, maaskee har det været i Bergen. Samme Aar seilede han over til Island, tog sin Stol i Besiddelse og holdt den første Biskopsmesse paa Allehelgenesdag, den 1ste November[1].
I noget over tre Aar stod den Rigsstyrelse ved Magt i Norge, som efter Kong Haakon Magnussøns Død havde dannet sig. Maaskee har den i Formen nogenlunde svaret til denne Konges Bestemmelse; men i Gjerningen lededes den, som allerede bemærket, af Hertuginde Ingebjørg og hendes Yndlinger, – og det paa en meget mislig Maade. Uvillien over hendes Fremfærd tiltog imidlertid baade i Sverige og Norge, og da Sveriges misnøiede Stormænd i Juli Maaned 1322 havde i Skara indgaaet en Forbindelse til Indskrænkning af hendes Anmasselser, begyndte ogsaa Utilfredsheden at give sig Luft i Norge.
Ønsket om en Forandring i Rigsstyrelsen synes at være blevet almindeligt i Norge og deeltes, saavidt man kan skjønne, ogsaa af Styrelsesraadet, der følte sig tilsidesat og afmægtigt. Man henvendte sig i denne Spending til Erkebiskop Eilif. Han kom ogsaa paa Opfordring om Vinteren 1322–23 til Oslo, hvor efter hans Kaldelse, Rigets fornemste verdslige Store og Kongens haandgangne Mænd, samt Biskopperne Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Jon af Skaalholt samledes til et Møde den 20de Februar 1323. Efterat her bittre
Klager vare førte mod den hidtilværende Rigsstyrelse i Norge, over-
- ↑ Isl. Ann. 218, 220, 226; Bp. Laur. S. c. 34,35; Finn. Joh. II. 163, 164, 178; Espol. Aarb. þ. I. c. 26, 32, 34, 37.
