drog man ved eenstemmig Beslutning Erkebiskoppen at udvælge Riget en Formand, hvem de Forsamlede paa Forhaand lovede at lyde, saalænge han overholdt sin Troskab mod Kongen og Riget. Ifølge denne Fuldmagt kaarede Erkebiskoppen Hr. Erling Vidkunssøn til Rigets Formand. Valget blev samtykket paa et almindeligt Thing i Oslo, hvor Erling lovede i sit Formandskab at paasee Kongens og Rigets Hæder og Gavn[1]. Hermed var da den af Kong Haakon indsatte Rigsstyrelse ved et Raad af 12 Mænd hævet, og een enkelt Rigsforstander sat i Stedet.
Øiemedet med denne Forandring var aabenbare deels at give Rigsstyrelsen større Kraft og Eenhed, deels og især at udestænge Hertuginde Ingebjørgs og hendes Yndlingers Indflydelse. Dette sidste lykkedes ogsaa. Vel finder man endnu en Stund Hertuginden en og anden Gang optrædende ved Siden af Rigsforstanderen og det norske Raad i vigtige Statsforhandlinger; men dette er mest i Tilfælde, hvor hendes Stilling som Kongens Moder nødvendig maatte fordre saadant. Paa den egentlige Statsstyrelse øvede hun ei meer nogen Indflydelse, skjønt hun stedse synes at have været behandlet af Nordmændene med Agtelse og Opmærksomhed. Efterat hun i 1327 havde egtet Knut Porse, der tidligere var ophøiet til Hertug af Søndre-Halland og Samsø, blev hun stedse meer og meer fremmed for sit Fædreneland. Hun blev atter Enke i 1330, men havde fremdeles sit stadige Ophold i sine danske Besiddelser, udenfor Norge, som hun kun ganske enkelte Gange synes at have besøgt.
Erling Vidkunssøn, som nu i henved ni Aar, stod i Spidsen for Norges Rigsstyrelse med Navn af Drotsete, var en Mand i sin kraftigste Ungdomsalder, udentvivl den rigeste af alle Landets verdslige Høvdinger og af en Æt, som altid havde været agtet næst Kongeætten for Landets første. Han var nemlig af Arnmødlinga- eller Arnunga-Ætten, af dens bjarkøske Linie, som i forrige Aarhundrede havde ved Giftermaal erhvervet alle den samme Æts giskøske Linies Ejendomme. Han havde arvet sin Farbroder, den oftere før nævnte Hr. Bjarne Erlingssøn af Giska, der døde i 1313, og var nu den eneste Repræsentant for den mægtige og indflydelsesrige Æt. Hans Farbroder Bjarne var i sin Tid, som vi have seet, en af de virksommeste Forsvarere af Kongedømmets Ret imod Erkebiskop Jons Anmasselser, og Bjarnes Grundsætninger angaaende Kongedømmets og Kirkens gjensidige Forhold synes at være blevne optagne af Brodersønnen. Erling maa alligevel have staaet sig godt med den maadeholdne Erkebiskop, hvis Raad og Bistand i Landsstyrelsen han ogsaa
senere sees jævnligen at have benyttet. Erling var nemlig ingenlunde
- ↑ Sml. til N. S. og H. V. 534–541.
