aldeles uindskrænket i sit Rigsformandskab. Man finder, at han jævnligen har havt Samtræde og Overlægninger med de Rigets Stormænd, som efter ældre Anskuelse betragtedes som Kongedømmets naturlige og selvskrevne Raadgivere, og blandt disse indtog Erkebiskoppen og Biskopperne fremdeles, som allerede i meer end eet Aarhundrede havde været Tilfælde, den første Plads.
Norge stod, som allerede for er berørt, ved denne Tid i et fiendtligt Forhold til det russiske Rige i Novgorod og de dette underlagte tschudiske Folkefærd. Landets nordlige Dele havde i Kong Haakons Tid været udsatte for Russers, Finners og Karelers Herjetog, og efter hans Død blev det hermed endnu værre[1]. Da Angriberne deels vare, som det lader, virkelige Hedninger, deels hørte til den græsk-russiske Kirke, hvilke den romersk-katholske ansaa som kjættersk, og hvis Tilhængere den ikke regnede for bedre end Hedninger, – saa var det ganske i sin Orden, at den norske Styrelse henvendte sig til Paven for at erholde dennes Bestemmelse for, at Nordmændenes Kamp mod hine Fiender skulde ansees for en hellig Krig til Christendommens Forsvar. Pave Johannes XXII udstedte ogsaa fra Avignon den 10de Februar 1323 et Brev til alle Troende i Norge, i hvilket han meddeelte alle dem, som døde i Kampen til Norges Forsvar mod de hedenske Finner og Bjarmer, den samme Syndsforladelse, som Enhver fik, der drog det hellige Land til Undsætning[2].
En saadan Opmuntring fra Kirkens Side kunde ogsaa høielig tiltrænges. I dette samme Aar 1323 skede nemlig et ødelæggende Indfald af Russerne paa selve Haalogaland, hvor de brændte Bjarkø, Drotsetens egen Gaard[3]. Opfordringen til Erling, at tage sig kraftigen af Rigets Forsvar paa disse Kanter, blev saaledes, endog af private Hensyn, saa meget meer paatrængende. Men der maatte foruden de pavelige Løfter ogsaa overordentlige Pengebidrag til for at gjøre Forsvaret virksomt, og Rigets Skat var ved Hertuginde Ingebjørgs ufornuftige Ødslen udtømt. Under disse Omstændigheder kastede Drotseten sit Blik paa den norske Kirke, som den der i en Sag, hvilken saa nær angik Christendommens Opretholdelse i Norge, var skyldig at hjælpe Staten efter Evne med Pengemidler. Han indledede Underhandlinger herom med Norges Biskopper, og, da han fandt i det mindste enkelte af disse uvillige til at komme hans Ønsker imøde, ogsaa med selve den pavelige Kurie. Udentvivl har han handlet herom allerede paa et Raadsmøde i Bergen i September eller October Maaned 1324, ved hvilket Erkebiskoppen og Biskopperne Salomon af Oslo og Audfinn af Bergen vare tilstede[4]; senere paa et Raadsmøde i Nidaros
