i Marts 1325[1], samt endelig paa et lignende i Bergen, maaskee ogsaa i Viken. Men paa alle har han mødt Indsigelse fra Geistlighedens Side. Biskop Audfinn af Bergen, der efter Erlings Indsættelse til Rigets Formand synes at have sluttet sig nærmere til Hertuginde Ingebjørgs Parti, var hans skarpeste Modstander. Erkebiskop Eilif derimod synes, ledet af fædrenelandssindede Hensyn, at have været meer villig til at imødekomme Drotsetens Forlangende, da denne gjentagende skriftlig henvendte sig til ham i denne Sag, i hvilken Drotseten forresten ganske vist understøttedes af Raadets verdslige Medlemmer[2].
Der fandt paa denne Tid en liden Spending Sted mellem Erkebiskoppen og Biskop Audfinn. Anledningen var Tiendeforhold. En Knar (et stort Handelsskib) kom fra Grønland til Bergen med Ladning af grønlandske Varer. Audfinn fordrede Tiende af Kjøbmændene; men nogle af disse, som det lader de fornemste, havde hjemme i Throndhjem, og paastode, at de der havde at betale Tienden. Audfinn stod paa sin formeentlige Net, opbar Tienden, men viste dog Erkebiskoppen den Opmærksomhed at lade den henligge i Erkebiskoppens Gaard i Bergen til videre Opgjør og tilskrev ham herom den 24de Juli 1325[3]. Erkebiskoppen paastod i sit Svar af 5te August samme Aar, at Tiendeydelsen skulde rette sig efter Sogneforhold og Vintersidden, at Thrønderne, som fore paa Grønland, ifølge gammel Skik, havde tiendet til Erkebiskoppen og hans Prester, og at deres Gods ogsaa, saavidt han vidste, havde sin Oprindelse og Tilvext fra Throndhjem. Han udtrykte sig forresten med meget Maadehold og takkede endog Biskoppen for den Opmærksomhed han havde viist ved at henlægge Tienden i Erkebiskoppens Gaard til nærmere Opgjør[4]. Man hører ikke videre til denne Sag, og rimeligvis er den bleven bilagt i Mindelighed. Den forhindrede heller ikke, at Erkebiskoppen i Slutningen af 1325, som det lader fortrinsviis, henvendte sig til Biskop Audfinn om hans Raad og Hjælp med Hensyn til Drotsetens Forlangende.
Audfinns Svar fra Begyndelsen af 1326 kaster meget Lys baade over hans egne Tanker om Sagen og over de daværende norske Forhold i det Hele. Han og hans Chorsbrødre – siger han – tro, at der, paa Grund af det Uaar, som nogen Tid har hvilet over hans Biskopsdømme, og som rammer Geistligheden ei mindre end Lægfolket, ingen Hjælp fra dets Geistlighed kan ventes til noget Krigsudbud; saa meget mindre, som den Tiende, Paven selv har paalagt, ikke uden
