stor Nød erholdtes formedelst Fattigdommen. Erkebiskoppen ved desuden bedre end han, hvor strengt Paven forbyder Kirkens Beskatning og Betyngelse ved den verdslige Øvrighed. Det tykkes Folk underligt, hvor der bliver af Kronens Gods i Norge, hvilket dog skulde spares for saadanne Landets høist vigtige Anliggender. Det synes ham farligt nu at indrømme slige Forlangender, der eengang indrømmede, letteligen blive gjentagne, – Forlangender, som selve Norges Konger aldrig fik drevet igjennem, hvormeget de end stræbte derefter. Kunde endogsaa Biskoppen og hans Brødre samtykke dette, hvilket de ikke kunde, saa troede han, at den øvrige Geistlighed i Biskopsdømmet aldrig godvilligen indrømmede det. Erkebiskoppen – lægger han til – har vistnok ogsaa erfaret af Magister Paals (Paal Baardssøns) Breve, at der i Kurien ivrigen ansøges (fra den norske Styrelses Side) hos Paven om, at Geistligheden over hele Norge maa blive skatlagt. Det kan da omsider blive tungt nok for fattige Klerker, naar de først af Biskopperne i selve Norge, og siden af Paven skulde lægges under slig Tvang. Han beder til Slutning Erkebiskoppen indstændigen, at han ei vil lade sig det mishage, at Audfinn, af anførte Grunde, ikke har skaffet denne Sag nogen Fremgang hos sin Geistlighed[1]. – Her yttrer sig fra Biskop Audfinns Side en bestemt Modstand mod Drotseten og hans Styrelsesmaade; og da Biskoppen heri ganske vist ikke stod ene, men i det mindste i sin Stand fandt meer end een Tilhænger, saa maa man deraf slutte sig til en allerede fremtrædende Spending mellem den verdslige og geistlige Magt i Staten.
Imidlertid vare den norske Regjerings Sendebud (ambaxiatores) ved Kurien, Bertrandus de Suciolis og Raymund de Lamena (den sidstnævnte havde i sin Tid været Kong Haakon Magnussøns Læge) heldige i sine Underhandlinger. Pave Johannes XXII udstedte fra Avignon den 13de August 1326 et Brev til sine Nuntier, Prædikebroderen Johannes de Senone og Bernardus de Ortolis, hvilke han var i Færd med at sende til Norden for i Norge og Sverige at opkræve og berigtige den sex Aars Pavetiende, der var indrømmet paa Conciliet til Vienne, – at de paa Grund af de ved Kong Magnus’s Sendemænd fremførte Klager over den Nød Kongens Riger, og især Norge, led ved Indfald og Herjninger af de hedenske Kareler og Russer, skulde overlade Kongen Halvdelen af den i hans Riger indkomne Pavetiende til Landets Forsvar[2]. Dette var en Hjælp, der maatte agtes for
- ↑ Sml. V. 550–553.
- ↑ Sv. Dipl. III. 728, 729, jfr. Suhm D. H. XII. 148 (begge Steder efter Raynaldus). Mon ikke den her nævnte Erkebiskop af Narbonne, der med tvende af sine Lydbiskopper skulde føre de nærmere Anordninger om Delingen, er kommen ind ved en Feiltagelse eller Feillæsning af Raynaldus istedet for Erkebiskoppen af Nidaros?
