ganske betydelig; kun Skade, at den kom for seent. Thi allerede en god Stund for Pavens Brev udstedtes, og endnu meget længer, før dets Indhold kunde blive bekjendt i Norge, var Fred mellem dette Rige og Novgorod sluttet i sidstnævnte Stad den 3die Juni 1326 ved Kong Magnus’s Sendebud, en vis Haakon[1]. Der blev saaledes rimeligviis for det Første ikke videre Tale om nogen særskilt Pengebevilgning af den norske Geistlighed til Landets Forsvar.
Dermed var dog ikke den paa ny optændte Tvist mellem Rigsstyrelsen og Kirken neddæmpet. Tvertimod begyndte just nu den gjensidige Uvillie mellem Drotseten og Biskop Audfinn at træde klarere for Dagen, og det lykkedes den sidste meer og meer at drage de øvrige norske Biskopper med ind i Striden. Saaledes pustede han aabenbare til den Uenighed, som ved denne Tid opstod mellem Biskop Salomon i Oslo og de kongelige Klerker, der beskyttedes af Raadet, i det mindste af visse Medlemmer af dette og blandt dem Drotseten.
En af Salomons Chorsbrødre, en Magister Arne, havde om Sommeren indgaaet i Cistercienserklosteret paa Hovedø, og havde strax efter opgivet i Biskoppens Hænder sin Præbende i Kapitelet. Men efter en meget kort Tids Forløb gik han atter ud af Klosteret og traadte i Drotsetens Tjeneste. Herover klagede Klosterets Abbed for Biskop Salomon, der fandt sig opfordret til først at advare Arne, og derpaa fælde en Excommunicationsdom over ham. Arne appellerede til det apostoliske Sæde og forlangte af Biskoppen Følgeskrivelse (apostolos). Men da Biskoppen meddeelte ham denne i Form af en Gjendrivelsesskrivelse, vilde han ikke modtage den. Arne blev imidlertid betragtet som Kongens Klerk, havde sit Tilhold i Kongsgaarden, og erklærede aabenlyst, at han gav Biskoppens Bud eller Ban en god Dag, og at han uden Hensyn dertil vilde omgaaes hver brav Mand. Biskoppens Fremfærd blev derimod udskregen som fornærmelig mod Kongen, skjønt i Virkeligheden ingen Uærbødighed mod Kongen af Biskoppen var udviist. Om denne Sag tilskrev Biskop Salomon Audfinn og søgte hans Raad, idet han tillige erklærede, at hvis Audfinn fandt, at han havde baaret sig urigtigt ad, da vilde han gjerne gjøre sin Feil god igjen[2].
I sin Svarskrivelse gav Audfinn ham fuldkommen Ret i hvad han havde gjort, og bestyrkede ham ved forskjellige Anførsler af Decretalerne. Hvad det angaar – yttrede han videre – at Arne nu kalder sig Kongens Klerk og kryber i Skjul under den verdslige Magt for at erholde Hjælp i sin Ulydighed mod Kirkens Lov, og ikke vil rette sig efter Biskop Salomons Bud og Ban, da er han derved selvbansat. Biskopperne i Norge skulde have lidet at gjøre, hvis Kongens
