Klerker skulde drive alt det igjennem, som de ønskede, og der ingen
skulde være, som over dem kunde dømme. Gud mon heller ikke ville,
at Paven skulde give dem saa sterke Privilegier. Kapelmagisteren og
hans, det vil sige Kongens, Klerker, ere ikke unddragne den biskoppelige
Myndighed uden alene i de Punkter, som udtrykkeligen ere nævnte i
Pave Clemens V’s Privilegium. Heruuder hører ikke det forhaandenværende
Tilfælde; og Biskoppen har derfor her med Rette anvendt sin
straffende Myndighed. Biskop Salomon kan ogsaa – siger han til
Slutning – hvis ham og hans Chorsbrødre tykkes raadeligt, forlange
af Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper, at de hver i sine Kirker
offentlig erklære Arne excommuniceret, indtil han vender tilbage til sin
Skyldighed[1].
Man kjender ikke videre til denne Sags Gang eller Udfald; men der er Anledning til at tro, at den er bleven mindeligen bilagt, helst da Biskop Salomon ingenlunde i sin Skrivelse lægger den Paastaaelighed for Dagen, som fremlyser af Audfinns Svar; Salomon træffes desuden i det følgende Aar som den eneste norske Biskop ved Dr. Erling Vidkunssøns Side ved Fredsslutningen mellem Norge og Danmark til Konghella den 14de Juni 1227[2]. Men hvad Biskop Audfinn angaar, da seer man tydeligen af hans Optræden som Raadgiver i hiin Sag, hvor dybt han bevarede Naget til Kapelgeistligheden, og hvor gjerne han vilde Drotseten til Livs.
At Biskop Audfinns og Tilhængeres Modstræben mod Drotseten og hans Styrelse ikke blev uden vigtige Følger, viiste sig snart. I 1327 om Høsten sammentraadte i Bergen et Provinsialconcilium under Erkebiskop Eilifs Forsæde, paa hvilket Biskopperne Vilhjalm af Orknøerne, Audfinn af Bergen, Halvard af Hamar og Erik af Stavanger nævnes som tilstedeværende. Samtidigen indfandt sig der Drotseten, som det lader i Følge med den unge Konge, og „andre Kongens bedste Mænd“, til et større Raadsmøde.
De af Conciliet fattede Bestemmelser bleve vedtagne og beseglede den 1ste September:
1) Først og fremst fornyes udtrykkeligen Erkebiskop Jons Forordning (udfærdiget paa Conciliet i 1280), hvorved han advarer mod de Bansgjerninger, der ere bestemte i Kirkens Love, og paabyder, at disse
