Banstilfælde eengang om Aaret skulle oplæses ved Biskopsstolene og i de større Kirker paa Landet; i det han tillige paaminder Biskopperne om at opføre sig saaledes, at de ikke med Rette skulle beskyldes for ufornuftig Taushed, idet de ikke ville eller tør sige Menneskene deres Synder og Forbrydelser[1].
2) Presterne skulle undervise Folket i Credo, Paternoster, Marie Vers (Ave Maria) og Ærefrygt for Gudstjenesten, navnligen Messen, og for Helgenerne, forklare dem de syv Hovedsynder og Storheden af Helvedes Pine, som man ved dem paadrager sig, „paa det at Folket kan fly Djævelens Snarer og List og tjene Christus med Hjertets og Legemets Reenhed“.
3) Paa det at de verdslige Magthavere, der ilde bruge sin Magt, ei skulde tildække sin Ondskab med Uvidenheds Kappe, forordnes, at en Deel Bestemmelser af Pave Bonifacius VIII’s Decretalers 6te Bog skulle oversættes paa Norsk, skrives paa en Tavle og ophænges ved Biskopsstolene og i de større Kirker paa Landet, for at hver, som vil, kan læse og afskrive dem. Disse Bestemmelser gaa ud paa Følgende: – Ingen Geistlig af hvilkensomhelst Vielse eller Stand maa indrømme nogen Lægmand Afgift under hvilketsomhelst Navn; men Keisere og Konger, eller andre Høvdinger, Hertuger, Jarler, Baroner, Drotseter, eller verdslige Magthavere, hvilke paalægge Klerker eller Kirke Afgifter, eller bemægtige sig deres Gods eller byde Andre gjøre det, eller hjælpe dem dertil, de falde i Ban formedelst selve Gjerningen, og af dette Ban kan Ingen løse dem uden med det pavelige Sædes særegne Fuldmagt og Tilladelse[2]. Ingen maa forhindre eller forbyde, at de Sager, som efter Lov og gammel Sedvane ligge under Kirkens Dom, virkeligen underkastes denne; hvo som gjør det er falden i Ban af selve Verket. Ligesaa de verdslige Styrere, der forbyde sine Undermænd at drive Handel med eller arbeide for Kirkens Personer.
4) Alle Biskopper i Nidaros’s Provins skulde paa passende Steder have sine Officialer for at ransage og bilægge de Sager, der høre under Kirkens Omraade.
5) For at indskrænke den blinde Begjærlighed, som mange Geistlige vise, og den upassende Kjærlighed, de bære til sine Frænder, især til sine „i utilladeligt og fordømt Frilleliv avlede Børn“, i det de,
- ↑ S. o. f. II. 37 f.; jfr.N. g. L. III. 232.
- ↑ Denne Artikel findes i Decretalerne VI. lib. III. tit.XXIII. c. 3 (Bonifacius VIII Anno 1296). Der er intet Verdighedsnavn, som egentlig svarer til det norske dróttseti, skjønt denne Verdighed vistnok maa tænkes indbefattet under de af Paven opregnede: „imperatores, reges seu principes, duces, comites vel barones, potestates, capitanei, vel officiales vel rectores, qvocunqve nomine cenceantur.
