Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/238

Denne siden er ikke korrekturlest

naar de, hævede fra Fattigdom, ere blevne fede og mægtige af Kirkens Gods, dog ikke betænke denne efter sin Død, men give al sin af Kirken erhvervede Eiendom til sine Frænder, – faa stadfæstes en Forordning af Erkebiskop Jon, hvorved bestemmes, at Prester og Klerker, der have Kirker og Beneficier, skulle tillægge disse en Tiendedeel af det Gods, de af Kirken have erhvervet. Den Prest, som ikke iagttager dette, skal ei tage Kirkens Tieneste og ei begraves ved Kirke, om han ei bøder før sin Død, og skal han adspørges herom i sit Skriftemaal.

6) Christi Korsmærke, „som Alle bør hædre efter Evne“, maa ikke anbringes paa Steder, hvor det fodtrædes eller forurenes, under den tungeste Straf.

7) Dobbelt Fæstemaal eller dobbelt Egteskab medfører Ban af selve Gjerningen.

8) Ingen Mand eller Kvinde maa fare i andet Biskopsdømme for at slutte Egteskab, med mindre de have til Beviselighed sin Biskops Brev. Ellers maa ingen Prest, under Straf af Embeds og Indtægts Fortabelse, sammenvie dem eller være tilstede ved deres Bryllup. Undtagelse maa dog finde Sted med Mænd, der ere saa fornemme, fornuftige og mærkelige, at ingen Frygt kan opstaa for at Nogen skal gjøre Indsigelse mod deres Egteskab.

9) Den Uskik har længe fundet Sted i Norge, at der, af de Chorsbrødres Indtægter, der med sine Formænds Tilladelse ere fraværende (i Udlandet) for at studere (ibrott at studium), udredes Godtgjørelse til enhvers Vikarius og andre Skyldigheder til Kirken, medens dog de hjemmeværende, om de ikke gjøre Tjeneste i Kirken, alligevel opbære sin Andeel af Kommunens Indtægter. Da nu Følgen heraf er, at faa eller ingen Chorsbrødre findes ved Biskopsstolene, der ere i Stand til at fare udenlands for at studere, – saa forordnes, at hine Chorsbrødre skulle nyde den fulde Indtægt af sine Præbender; men Betalingen for Vikarius og anden Skyldighed til Kirken skal tages „af det Kommune, som ligger til Samtliges Bord“.

10) Ingen Kirkens Formand eller Styrer maa overdrage Kirkens Ombud eller Gods til nogen Lægmand, hvis han kan faa en Klerk som er brugelig dertil.

11) Hver den Klerk, som aabenbarligen indgaar i Sammenrottelse mod Kirkens Ret og Frihed eller den biskoppelige Berdighed, skal blot af den Grund ikke kunne befordres til nogen Hæder i den biskoppelige Kirke, hvortil han hører[1].

Man skjelner let i disse Conciliebestemmelser mellem de Artikler, der

  1. N. g. L. III. 270–277.