angaa Kirken, og de, der have en statsretlig Betydning og ere stilede mod den styrende verdslige Statsmagt. Blandt de første findes flere, hvis Hensigtsmæssighed ikke lader sig benegte, saaledes navnligen den der angaar Chorsbrødre, der studere i Udlandet. De sidste antyde en Tilbagenærmelse fra Geistlighedens Side til Erkebiskop Jons Grundsætninger, hvilken maatte synes den verdslige Styrelse høist betænkelig og farlig.
At man ved den første Artikel, Fornyelsen af Erkebiskop Jons Bansbestemmelser, og ved den tredie Artikel, Indskjærpelsen af Pave Bonifacius’s Bud angaaende Kirkens Immunitet: dens Fritagelse for Beskatning ved verdslig Statsmagt, og dens Unddragelse fra verdslig Dommermyndighed, – har havt for Øie Drotsetens nys forud omtalte Bestræbelser, at skaffe Staten Pengebidrag af Kirken, og i det Hele hans Fremfærd ligeoverfor denne i Udøvelsen af sin styrende Myndighed, det er saameget mindre tvivlsomt, da man endogsaa har faaet hans Verdighedsnavn ind i den norske Oversættelse af Pave Bonifacius’s Forordning[1]. Man tager neppe heller synderlig Feil, naar man heri seer en Virkning af den overveiende Indflydelse, som Biskop Audfinn ved sin Kraft og canoniske Lærdom øvede paa sine Standsbrødre.
Men Erling Vidkunssøn var paa den anden Side ikke den Mand, som uden Modstand lod det Kongedømme i Stikken, hvis Ret han var sat til at forsvare; og han har ganske vist havt de verdslige Stormænd i Raadet paa sin Side. At en skarp Tvist mellem begge Partier har fundet Sted i Anledning af de senest udhævede Conciliebestemmelser, har man fuld Grund til at antage, ligesom og at Trudsler mod Biskopperne ere blevne udtalte fra den verdslige Statsstyrelses Side. Forholdene lignede paafaldende dem, der fandt Sted i Kong Erik Magnussøns tidligste Regjeringsaar, og Striden kunde vel ogsaa nu have taget en ligesaa voldsom Vending som dengang, hvis den hierarchisksindede, stridige Audfinn havde været den norske Kirkes øverste Forstander, istedetfor den maadeholdende forsonlige Eilif, og hvis ikke den tidligere Strids fordærvelige Følger endnu havde været mange af de ældre baade geistlige og verdslige Høvdinger i friskt Minde. At begge Partier for dette Sinde endelig maa være komne hinanden i Møde, og et Slags Overeenskomst bragt i Stand kan med Sikkerhed sluttes af den Forordning, som næstfølgende 14de September, altsaa fjorten Dage efter Conciliebestemmelsernes Udfærdigelse, blev udstedt i Kongens Navn.
Kongen forkynder i denne, at han med Raad og Samtykke af „den verdslige Herre og aandelige Fader, sin kjæreste Ven“, Erkebiskop
- ↑ S. o. f. II. 223.
