hvilken det forbeholdtes Kirken selv at ordne paa den canoniske Rets Grundlag. Følgen heraf var udentvivl den Indskrænkning, som i det følgende Aar findes paa Frostathing at være gjort i den Kongen tidligere af de tre øvrige Lagthing meddeelte Fuldmagt til at udbedre og omforme Landsloven. I 1269, heder det nemlig, var Kong Magnus og Erkebiskop Jon begge tilstede paa Frostathing, og der modtog Kongen alle Frostathingsmændenes Samtykke til at ordne Frostathingsbogen i alle de Dele, som vedkom det Verdslige og Kongedømmet, saaledes som ham tyktes bedst være[1]. Herved henvistes Kongen i den ham meddeelte overordentlige Lovgivningsmyndighed til den verdslige Ret alene, og med det samme maatte hans Udkast til den nye Lovbogs Christendomsbolk ansees før henlagt. Men uagtet denne saaledes i sin Helhed ikke før Tiden vandt Lovgyldighed, saa synes dog paa dette samme Frostathing de enkelte nye Bestemmelser om Kongearvefølge og Kongevalg at have opnaaet ikke alene Frostathingsmændenes men ogsaa Erkebiskoppens Stadfæstelse[2].
Erkebiskop Jons Plan var, som det snart viste sig, selv at udarbeide en ny Christenret for Norge[3], i hvilken den canoniske Rets Grundsætninger skulde gjennemføres. Men at faa en saadan indrettet saaledes at den under Et med den almindelige Landslov, og som en Afdeling af denne, kunde vinde Kongedømmets og Folkets Samtykke, var en vanskelig Sag Anskuelserne om Kirkens Forhold til Staten vare endnu altfor delte til at det en Hast kunde forliges, og Længselen efter den nye Lovbog synes dog at have været almindelig. Under disse Omstændigheder fandt Erkebiskoppen sig i, at den nye Lovbog udgik, dog uden fuldstændig Christendomsbolk, idet nemlig under denne Titel ikkun optoges Trosbekjendelsen, den fornævnte almindelige Erklæring om Kongedømmets og Biskopsdømmets Forhold indbyrdes og til Folket, samt den nye Kongearvefølgelov og hvad dermed stod i Forbindelse. I denne Form fik da den nye af Magnus sammensatte Lovbog Folkets afgjørende Samtykke paa de fire Lagthing, og derved fuldkommen Lovskraft som almindelig for hele Norge. Dette skeede som det synes i Løbet af Aarene 1272–1276[4]. Til Fuldstændiggjørelse af den verdslige Lov, der nærmest var indrettet for Landboerne, udarbeidedes og vedtoges siden en tilsvarende Bylov for Rigets fire vigtigste Kjøbstæder: Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg.
I denne hele Fremgangsmaade var allerede en ikke uvigtig Indrømmelse gjort .Kirkens eller rettere Hierarchiets Forkjæmpere. Der var bestemt skjelnet mellem den geistlige og den verdslige Lovgivning,
