Eilif og de Herrer Biskopper Audfinn, Halvard og Erik, samt „andre hans bedste Mænd, som da vare tilstede hos ham“, har gjort følgende Bestemmelse: – at den Christenret, som Kong Haakon den Gamle og Erkebiskop Sigurd gave og samtykkede med de bedste Mænds Raad og Samtykke, som da vare i Riget, den skal nu holdes alle Mænd imellem, saaledes som den dengang gik. Derfor byder Kongen sine Lagmænd at afsige Kjendelse (leggia orskurð á) efter dens Udsagn i alle de Sager, som Lagmænd dengang havde at dømme og kjende i[1].
Forordningen lader med temmelig Sikkerhed formode, at Biskopperne atter have fremstukket Erkebiskop Jons Christenret som den Kirkelov, der burde gjælde i den nidarosiske Provins, og dermed naturligviis fordret dens Bestemmelser baade med Hensyn til Geistlighedens Skattefrihed, selvstændige dømmende Myndighed, Tienderet o. s. v. tagne til Følge. Men den verdslige Styrelse har svaret dem paa samme Maade, som Tilfælde havde været i Kongerne Erik Magnussøns og Haakon Magnussøns Dage, nemlig med at frakjende hiin Christenret al lovlig Gyldighed og henvise til den ældre Christenret, som den eneste gjældende. Og Biskopperne maa omsider have fundet sig i ikke alene at opgive sin Fordring, men have endogsaa givet sit formelige Samtykke til den ældre Christenrets Opretholdelse som den norske Kirkes fremdeles gjældende Lov.
Men paa den anden Side bærer ogsaa selve den omtalte Forordning Spor af, at Biskopperne ikke have gjort den nævnte Indrømmelse uden at erholde af den verdslige Styrelse en modsvarende, der gik ud paa en Afændrig i den bestaaende Styrelsesform, hvilken Afændring er bleven udtolket Geistligheden til Fordeel. Forordningen slutter nemlig saaledes: „Og til sandt Vidnesbyrd om, at vort (Kongens) Raad har samtykket dette, satte med vort (Kongens) Segl Hr. Erling Vidkunssøn, vor Drotsete, sit Segl for dette Brev ...... Hr. Paal Baardssøn, vor Kansler, beseglede (satte Kongeseglet for), Ivar Audunssøn skrev“.
Her optræder efter flere Aars Forløb igjen en Kongens Kansler, der er det kongelige Segls Bevarer og den som dermed besegler de i Kongens Navn udfærdigede Breve. Ligesom Hertuginde Ingebjørg, i de Aar hun paa en Maade anmassede sig Rigsstyrelsens Ledning, havde skudt Kansleren, Ivar Olafssøn, tilside og efter eget Godtykke benyttet det kongelige Segl, – saaledes havde ogsaa Drotseten Erling Vidkunssøn i sit hidtilværende Rigsforstanderskab, efter alle kongelige Brevskaber at dømme, som fra den Tid ere levnede, ikke benyttet nogen Kansler, men selv bevaret det kongelige
- ↑ N. g. L. III. 153.
