Segl, og dermed beseglet de Breve, som udferdigedes i Kongens Navn. Derfor maa man visseligen ikke tro, at han førte Rigsstyrelsen ganske uindskrænket, uden Raadets Raad. Man seer tydelig — som allerede forhen paapeget[1] — at han jævnligen har traadt sammen med Rigets verdslige og geistlige Store og raadført sig med dem, som Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, om vigtige Regjeringsanliggender. Ja det synes endydermere, som han endogsaa har havt stadig ved sin Side til daglig Raadførsel et engere Raad, nogenlunde svarende til det af Kong Haakon indsatte Styrelsesraad, i hvilket han dog selv har havt den afgjørende Stemme. Men i dette Raad har ingen Kansler, neppe engang nogen høiere Geistlig været, idet Ivar Olafssøn fremdeles er bleven fjærnet fra Kanslerforretningerne, og efter hans rimeligviis i Mellemtiden indtrufne Død, baade Kanslerembedet og Vicekanslerembedet ja vel muligt endog Provstiet ved Mariekirken er ladet ubesat, og underordnede kongelige Klerker ere blevne benyttede til at opsætte Styrelsens skriftlige Udfærdigelser. Formen for disse sees at have været den, at de udstedtes i Kongens Navn, om end ikke Kongen selv var tilstede, og at Drotseten selv satte Kongeseglet for samt sit eget ved Siden, som et Vidnesbyrd om, at Udfærdigelsen havde hans og Raadets Samtykke.
Paa denne Maade udelukkede – som det lader — Drotseten den høiere Geistlighed ganske fra Indseende med og Deelagtighed i Rigsstyrelsens daglige Gang, om han end ikke kunde udelukke Biskopperne fra Forhandlingerne i Kongedømmets større Raad, naar dette samledes; – og i denne sin Fremfærd er han ganske vist bleven understøttet af en stor Deel af Rigets verdslige Stormænd, der helst ønskede Geistligheden saa meget som muligt udenfor Statsstyrelsen. Slig Styrelsesform var imidlertid ikke efter Biskoppernes, og allermindst efter Biskop Audfinns Sind. Man seer jo netop, at han i Forhandlingerne om Geistlighedens Beskatning til Landets Forsvar mod Russerne anker over, at Folk ingen Besked vidste om Anvendelsen af Rigets Pengemidler[2]. At faa indskudt igjen et fast geistligt Medlem i det engere Styrelsesraad, der stadigen kunde staa Drotseten, i det mindste controllerende, ved Siden, maatte være deres høiste Ønske, – og det nærmeste Middel frembød sig i Kanslerembedets fornyede Besættelse med en høi Geistlig, og Kanslerens Overtagelse af Kongeseglets Bevaring. Drotseten kunde nemlig da ikke uden hans Vidende og Samtykke faa udstedt nogetsomhelst Brev i Kongens Navn. Dette Ønske maa det være lykkets Biskopperne, rimeligviis under A*i:7uus Leduiug, at drive igjennem paa det store Rigsmøde i Bergen; – og først da dette var opfyldt, have de gaaet ind paa den ovennævnte Bestemmelse angaaende
