Christenretten. Indskjærpelsen af Erkebiskop Jons og Pave Bonifacius’s Forordninger til Kirkens Beskyttelse mod verdslige Magthaveres Vold har saaledes fra Provinsialconciliets Side været et Skræmmemiddel mod Drotseten og det verdslige Raad, der ikke blev frugtesløst. Formen for de i Kongens Navn udstedte Breve blev fra nu af den, at Kansleren i Slutningen nævntes, som den, der beseglede dem med Kongens Segl, altsaa var ansvarlig for dettes Anvendelse, medens Drotseten forud nævntes som den, der satte sit Segl ved Siden af Kongens, til Vidnesbyrd om, at Kongens Raad samtykkede Udfærdigelsen. Hvad Geistligheden saaledes ved Forordningen af 14de September 1327 paa den ene Side tabte i hierarchisk Selvstændighed, vandt den paa den anden Side ved en forøget Indflydelse paa Statsstyrelsen i Kongens Mindreaarighed.
Den Mand, som nu optraadte i det vigtige Kanslerembede, var ganske vist særligen udseet dertil af de paa Conciliet samlede Biskopper. Paal Baardssøn havde i længere Tid været Chorsbroder ved Bergens Kathedralkirke. Udentvivl er han den Magister Paal, der i 1313 nævnes som Biskop Arnes Fuldmægtige i dennes Tvist med Erkebiskoppen[1]. Allerede tidligere maa han have studeret i Udlandet og der erhvervet sig Magistergraden. Senere havde han i flere Aar studeret baade den civile og canoniske Net i Paris og Orleans. Han stod paa en fortrolig og venskabelig Fod med Biskop Audfinn, der i 1320, under hans Ophold i Paris, havde udseet ham til sin Fuldmægtige ved Kurien i Anledning af Sagen med Kapelgeistligheden, hvilken Sag dog, som forhen fortalt, blev bilagt hjemme[2]. Biskoppen havde baade i den Anledning, og siden da Paal erholdt Doktorgraden i Orleans, rigeligen understøttet ham med Pengemidler[3]. Han var kommen hjem til Norge i Begyndelsen af 1326, var ogsaa bleven Chorsbroder ved Nidaros’s Kathedralkirke og benævntes nu: utriusque juris doctor et professor[4]. Paals Lærdom og især Retskyndighed maa, efter alt dette at dømme, have været almindelig erkjendt, og en yderligere Anbefaling for ham i Biskoppernes Øine maa det ganske vist have været, at han ei hørte til de kongelige Kapelklerker, men derimod var og længe havde været biskoppelig Chorsbroder. Om Paal Baardssøn, idet han blev Kansler, tillige, ifølge Kong Haakon Magnussens Bestemmelse, er bleven Provst til Marie-Kirken i Oslo, er uvist. Han nævnes aldrig, saavidt vides, i sidste Egenskab.
Den Forandring, som Biskopperne havde — man kan vel sige –
