spillet dem et saadant Puds, som Lybekkerne for ikke længe siden havde gjort sin Biskop og sine Kanniker, idet de forviste dem fra Staden og nedbrøde deres Huse[1].
Det kom nu saa vidt, at alle de tilstedeværende med Haandtag indgik den Overeenskomst, at Ingen i Bergen heden af skulde erlægge Gaardetiende (garðatiund), men kun en godvillig Ydelse, der ei skulde bære Navn af Tiende. Herom udfærdigede man endogsaa et Brev til Erkebiskoppen, hvorunder de fleste Husbønder satte sit Segl. Men nu krævede man Kongens og Drotsetens Stadfæstelsesbrev herpaa. Drotseten, der vel fra først af havde pustet til Ilden, men, som det lader, ikke selv deeltaget i de omtalte Møder, i det mindste neppe i det sidste, kom ved dette Forlangende i en vanskelig Stilling. Han havde udentvivl paa den ene Side Betænkelighed ved ligefrem at bifalde et Skridt, der kunde synes Mange oprørsk og ulovligt; og han kunde paa den anden Side ikke længer raade for Kongens Segl uden Samtykke og Medvirken af Kansleren, som ganske vist, baade af Hensyn til Sagen selv og til sit personlige Forhold til Biskop Audfinn, kraftigen har modsat sig det Hele. Det forlangte Stadfæstelsesbrev blev ikke givet, hverken under Kongens eller Drotsetens Segl.
Dette var en Streg i Regningen for de Opsætsige, som de neppe havde forudseet, da de fattede sin Beslutning. De havde aabenbare foretaget det dristige Skridt, de gjorde, i fuld Forventning om høiere Stadfæstelse, hvilken vel Hr. Guttorm paa Forhaand havde lovet dem; men da den udeblev, ræddedes de for sin egen Dristighed, og hver enkelt af det omtalte Brevs Udstedere rev igjen sit Segl fra Brevet og tilintetgjorde derved den hele Overeenskomst.
Imidlertid fremfor Biskop Audfinn, uden at lade sig skræmme af Stemplingen, imod Svein Klerk med de almindelige Paamindelser og satte ham omsider i Ban for hans Trodsighed (den 29 Januar 1328). Svein tabte Modet. Han henvendte sig til Biskoppen og tilbød denne først en godvillig Ydelse, der dog ikke maatte kaldes Gaardetiende; men da dette Tilbud ikke modtoges, gav han fuldkommen efter, forligede sig med Audfinn og blev løst af denne (den 8de Februar)[2].
- ↑ Hermed sigtedes til Urolighederne, som havde fundet Sted i Lybek i Aaret 1299 mod den myndige og anmassende Biskop Burchard, der efter flere blodige Optrin virkelig forjoges fra Byen med sit Kapitel. Sml. V. 356 Not. 1.
- ↑ Mon ikke denne Svein Klerk, Kongens Underfehirde, er samme Person som den Svein i Grisen (Sveinn bondi i Grisenum), hvilken Biskop Audfinn i et Brev af 10de Januar 1328 (Barth. Mskr. E. 241) paalægger Presten Sigurd at advare om at betale Tiende af sine Gaarde i Byen, hvilken han i Brev af 29de Januar (Ssts. 242) paalægger samme Prest at banlyse, og hvilken han endelig ved Brev af 8de Februar s. A. (Ssts. 244) afløser af det Ban, hvori han er sat af Biskoppen?
