| Tvist | mellem Drotseten og Biskopperne. | 231 |
Men skjønt saaledes Guttorm Kolbjornssøns Anslag blev forstyrret,
og Svein Klerk underkastede sig Biskoppen, saa var dog ei dermed
Stormen neddæmpet. Drotseten havde ikke vovet eller formaaet at
give den af Guttorm istandbragte Beslutning kongelig Stadfæstelse,
men han var, som tydelig skjønnes, nødig vegen tilbage, og hans
Stemning mod Biskopperne var i Grunden uforandret. Han havde
engang, da han indfandt sig for at understøtte Svein Klerks Sag,
ligefrem yttret i Chorsbrødrenes Paahør, at Biskopperne vel ikke vilde
aflade med sine Anmasselser, før man igjen gjorde dem slig Leg, som
blev gjort med Erkebiskop Jon; og der tør vel have ligget nogen Mening
i denne Trudsel. I alt Fald gjorde det almindelige Kjendskab
til Drotsetens Stemning Biskop Audfinns Modstandere dristigere. Paa
en Hirdstevne i Kongens Gaard stadfæstede de sig imellem, at hverken
Tiende eller anden Kirkens Rettighed herefter skulde søges med Ban,
— en Beslutning som i Grunden stemmede med en ældre, før omtalt
kongelig Forordning af Haakon Magnussøn[1], – og de
reiste en formelig Forfølgelse mod Svein Klerk for den Eftergivenhed,
han havde viist mod Biskoppen. Guttorm Kolbjørnssøn,
Lagmanden i Kongens Gaard, paastod at Svein skulde dømmes
Ubodemand, fordi han havde forligt sig med Biskoppen; men saa
vidt vilde dog ikke Hr. Baard Peterssøn, Gulathings-Lagmand[2],
og de andre tilstedeværende Lagmænd gaa. De dømte derimod Svein
i 13 Marks og 8 Ørtugers Bod, den almindelige Bod for Brevbrud,
d. e. for Overtrædelse af Kongens Forordninger, og Svein, der herved
blev skræmmet, erklærede nu paany, for at behage Hr. Guttorm,
at han ingen Gaardtiende vilde yde.
Biskop Audfinn holdt alligevel sit Mod oppe og lod oversætte paa Norsk saamange af de paa sidstafholdte Provinsialconcilium vedtagne Bestemmelser, som særligen angik Tvistens Gjenstand, — naturligviis for derved, til Lægfolkets Advarsel, at gjøre dem almindelig bekjendte. Han understøttedes ogsaa troligen af Kansleren, som imidlertid herfor havde meget at døie af Drotseten. Mellem disse tvende høie Rigsembedsmænd raadede i det Hele en saare bitter Stemning, navnligen fordi Kansleren negtede at sætte Kongens Segl for flere Breve, som Drotseten vilde have udstedt; og Lægmændene i Raadet lagde ikke Dølgsmaal paa sit Ønske, at faa Seglet igjen fra Kansleren tilbage i sine egne Hænder. De søgte at volde ham Bryderi paa alle Maader. Saaledes, da han krævede af Fehirden Penge for at reise øst i Landet, bleve disse ham negtede, i det man paastod, at han selv skulde koste sin Reise. Man satte al sin Hu til at bringe ham i Forlegenhed ved saadanne Anslag, for igjen at faa Fingre paa Seglet og faa
