| Tvist | mellem Drotseten og Biskopperne. | 233 |
forresten intet til Audfinns Virksomhed i denne Sag; men hvad enten den nu har været stor eller ringe, saa maa den ikke have ledet til noget Tilfredsstillende for Hertug Knut. Denne findes nemlig at have feidet paa Norge i Slutningen af 1328 eller Begyndelsen af 1329, dog, saavidt skjønnes, uden derved at opnaa nogen Fordeel[1].
I en eller anden Forbindelse med Striden mellem Biskop Audfinn og Drotseten stod udentvivl nogle Trætter, som Biskoppen i 1328 havde med Bønderne i Sogn og Firdafylke, der viste sig ulydige og opsætsige mod ham. Til Sogningerne klagede han i Brev af 25de Juli over, at adskillige af dem havde ført et ondt Levnet, og vilde dog ei underkaste sig Skrift af den, som havde Biskoppens Fuldmagt til at løse, nemlig Hovedpresten paa Stedja. Der var ogsaa Nogle, der ophidsede Bønderne og forbød dem at søge Provstestevne eller Møde af Kirkens Mænd. Stig Ulydighed — siger han — maa ikke taales, og derfor kundgjør han, at Presten Thorer paa Stedja har hans Fuldmagt til at afgjøre alle Sager, som der kunde forefalde, og til at anvende Bansstraf, hvis sligt maatte behøves[2]. — I et Brev til Folket i Firdafylke af 21de September, klagede han over den Ulydighed, somme udviste i ikke at ville erlægge ret Tiende af sit Erhverv, navnligen af Nødder, som af anden Grøde, skjønt Gud gav dem hiin Frugt uden nogetsomhelst Arbeide og Bekostning fra deres Side. Han byder sine Provster at søge de ulydige efter Christenretten og Kirkens Lov[3]. — Det er klart, at Opsætsigheden mod Biskop Audfinn i Bergens By har smittet paa Landbefolkningen sommesteds i hans Biskopsdømme, og det er rimeligt, at hans Hovedmodstandere ei derved have været uvirksomme. Men Biskoppen synes at have været heldig nok til at kvæle denne Landfolkets Opsætsighedsaand saagodt som i Fødselen.
Der var saaledes paa denne Tid Stof nok forhaanden til Splid mellem Stat og Kirke i Norge, og urolige Hoveder fandtes, som man seer, paa begge Sider, hvilke pustede til den ulmende Ild. Det er ogsaa vanskeligt at sige, hvorvidt det kunde have gaaet, ifald en heftig og stivsindet Mand, som Biskop Audfinn, havde staaet i den norske Kirkes Spidse istedet for den fredelige og maadeholdne Erkebiskop Eilif, — og hvis ikke Drotseten og Kansleren, uagtet det spendte Forhold dem imellem, alligevel, som det lader, havde underordnet sin gjensidige Uvillie Hensyn til Fædrenelandets Gavn. Den i 1327 indførte Styrelsesorden, hvorved Kansleren stilledes ved Drotsetens Side i Rigsstyrelsen, forblev, uagtet de paapegede truende Tegn, staaende ved Magt i flere Aar, og Landet har ganske vist dermed fundet sig vel tjent.
