Udentvivl har ogsaa den af Paven udviste Føielighed, i det han,
som før sagt, indrømmede Kongen Halvdelen af Pavetienden i Norge
til Landets Forsvar mod Russerne[1], bidraget sit til at stemme Drotseten
og Raadet mildere mod Geistligheden. Uagtet nemlig Freden
til Novgorod for Øieblikket havde gjort denne Pengehjælp mindre nødvendig,
finder man ikke, at de pavelige Nuntier og Overindsamlere,
Johannes de Senone og Bernhardus de Ortulis, der allerede i Begyndelsen
af 1327 befandt sig i Norge[2], have gjort nogensomhelst
Vanskelighed ved at oplade den[3]. Under sit Ophold i Norge i det
nævnte og følgende Aar paaskyndede de Pavetiendens Indsamling,
men afgav tillige, efter hvert som den indkom, den for Kongedømmet
bestemte Andeel, hvilken Erkebiskoppen og Biskopperne modtoge paa
Kongens Vegne[4]. Ogsaa efterat Nuntierne selv havde i 1328 forladt
Norge[5], vedbleve deres Fuldmægtige at udvise den samme Opmærksomhed
mod Kongedømmet, og baade Erkebiskoppen og Biskop
Audfinn, hvilken sidste var særligen bemyndiget af Erkebiskoppen og
Landets Store (Kongens Raad) til at opbære Kongens Deel, paasaa
i denne Henseende med den største Nidkjærhed Kongedømmets Tarv[6].
Pavetienden synes for de fem norske Biskopsdømmers Vedkommende
alene at have udgjort henved 5000 Mark Sterling, hvortil for Orknøernes
og Grønlands Biskopsdømmer kom 250 Mark Sterling. Kongedømmets
Halvdeel kan altsaa i det Hele — de islandske Biskopsdømmers
Tiende medtagen — regnes for at have udgjort omtrent
3000 Mark Sterling, en for den Tid ganske anselig Sum[7].
I hele denne Forhandling aabenbarer sig — som man seer — ikke det ringeste Misnøie fra Biskoppernes Side med den Gavmildhed, Paven havde vist mod Kongedømmet; og man maa heraf slutte, at de daværende norske Biskopper langtfra have været saa ganske forblindede af sin hierarchiske Aand og af sin Ærefrygt for det pavelige Sæde, eller saa ganske blottede for Fædrenelandssind og Hengivenhed for Kongedømmet, at de jo gjerne saa, at noget kom Kongen og Landsstyrelsen til Gode af hvad Paven udpressede af deres Kirker, heller end at dette skulde kastes i det bundløse umættelige Svælg, som det apostoliske Skatkammer forlængst viste sig at være.
- ↑ S. o. f. II. 220.
- ↑ Deres Brev dateret Hamar 18de Marts 1327. N. Dipl. II. 137.
- ↑ Bernhards Kvittering til Erkebiskoppen dateret Bergen 1ste August s. A. Suhm D. H. XII. 160.
- ↑ Suhm D. H XII. 173—175.
- ↑ Suhm D. H. XII. 173.
- ↑ Erkebiskoppens Breve af 20de December 1328 (el. 1329) Suhm D. H. XII. 198, 200.
- ↑ Suhm D. H. XII. 173 175. Beregningen der skjønner jeg imidlertid ikke. Jeg har beregnet omtrent 3 Mark norsk Mynt i Vegt at udgjøre 1 Mark Sterling. Pavetienden i Sverige, hvoraf ogsaa Kongen opbar Halvdelen, var, mærkeligt nok, mindre end den i Norge.
