| Nidaros | s Kalhedralkirkes Brand. Bp. Audfinns Virksomhed og Død. | 235 |
Paa denne Tid hendte i Nidaros en stor Ulykke. Den pragtfulde Kathedralkirke, Christkirken, afbrændte den 4de April 1328, som var 2den Paaskedag. Ikke alene alt Træverket i den brændte, men ogsaa meget af Murverket, Steenpillarer og Steenbuer baade foroven og forneden, tog Skade, ligesom Klokker og mange andre Klenodier ødelagdes. Erkebiskop Eilif udstedte den 12te August fra Nidaros Rundskrivelser til alle sine Lydbiskopper, hvori han forkyndte dem denne Ulykke. Christkirken – siger han deri — kunde kaldes en Krone og Prydelse ikke alene for Norge men og for flere Lande, paa Grund af den hellige Olafs Anseelse, „der hædrede den ved sin Nærværelse, og med sine herlige Jærtegn og sit Forbønsord (árnaðarorð)“. Han skildrer Ødelæggelsen paa Murene som saa stor, at man kunde vente sig end større Skade, hvis de ei snarligen bleve istandsatte. Men hertil havde han ei selv Evne. Derfor henvendte han sig til alle „Guds, den hellige Olafs og sine Venner“ med Bøn om Hjælp til Kirkens Gjenopbyggelse, idet han mindede om den Ære og Sjælehjælp, hvori de derved kunde vorde deelagtige, og særligen om de Indulgenser, som Paven havde forundt alle dem, der bidroge til dens Opførelse[1]. Dette Erkebiskoppens Opraab havde til Følge, at der overalt i Provinsen blev bedet for Nidaros’s Kirke, og at store Gaver til den bleve samlede[2].
Biskop Audfinn af Bergen havde, samtidigen med sin ovenomtalte Tvist med Drotseten og Raadet, mange andre vigtige Sager at tage Vare paa, og hans Adfærd med Hensyn til disse Vidner, ligesom alt hvad for om denne Prælat er berettet, om hans Virksomhed og Nidkjærhed for sin Biskopsstols Tarv og Ære.
I 1325 kom for Audfinns Domstol i Bergen en Hexesag. Den for Anvendelse af Trolddom beskyldte var en Enke, Ragnhild med Øgenavnet Tregagaas. Hun havde allerede i sin Mands levende Live havt utilladelig Omgang med en vis Baard, skjønt hun var beslegtet med ham i forbudne Led. Af Kjærlighed til ham og for at forstyrre hans egteskabelige Forbindelse med en Bergliot havde hun nu indladt sig paa at øve overtroiske Trolddomsgjerninger og fremsige visse „kjetterske“ Besvergelser, hvilke hun havde lært i sin Ungdom. Da Rygtet herom blev meer og meer udbredt, stevnede Biskoppen hende for sig den 28de Januar, men kunde da ingen Tilstaaelse faa af hende. Hun blev imid-
