| Biskop | Audfinns Virksomhed og Død. | 237 |
Laxefiske i Os[1]. Kjendelsen var til Nonneklosterets Fordeel. Abbeden var dog hermed utilfreds, appellerede den 12te Januar 1329 til Erkebiskoppen og forlangte Følgeskrivelse (apostolos) af Audfinn. Denne stevnede ham for sig, men Abbeden erklærede, at han ikke havde at møde eller svare for Biskoppen ifølge sit Klosters Immunitet, og fortfor med sin Appel. Audfinn gjendrev den 1ste Marts Appellen som ugyldig foruden af andre Grunde saa især af den formelle, at den forsildig var indgiven, nemlig hele 7 Maaneder efter Biskoppens Kjendelse, istedet for at det skulde være skeet inden 10 Dage. Med saadan Folgeskrivelse kom Sagen for Erkebiskoppen, som den 26de Juni 1329 stadfæstede Biskop Audfinns tidligere Dom[2].
Den sidste Trætte Audfinn vides at have havt var med selve Erkebiskoppen, og angik Besættelsen af Dals Kirke i Bergens Biskopsdømme[3]. Erkebiskop Eilif havde erfaret, at denne Kirke havde staaet saa længe ledig (over et halvt Aar?), at Bortgivelsen af den, ifølge det lateranske Conciliums Statuter, var lovligen gaaen over til Erkebiskoppen. Han gav den derfor den 6te October 1329, i Overvær af sine Chorsbrødre, til en af disse, Baard Einarssøn, og meldte dette ved et Brev fra Nidaros af 10de samme Maaned til Biskop Audfinn med Begjæring, at Biskoppen vilde oplade Kirken til Baard, naar denne med det første indfandt sig[4]. Hermed var dog Audfinn ingenlunde tilfreds, helst da han allerede havde bortgivet Kirken til en af sine egne Klerker, og desuden efter hans Paastand Erkebiskoppen havde feilet i sin Fremfærd paa Grund af mangelfuld Underretning. Da han den 2den November havde modtaget Erkebiskoppens Brev, svarede han denne tilbage i en høflig Skrivelse, at han gjerne, af Hensyn til Erkebiskoppen, skulde have samtykket Kirkens Bortgivelse til Baard, hvis han ikke allerede længe i Forveien, nemlig den 27de September næst forleden, under sin Visitation paa Stedja i Sogn, havde bortgivet Dals Kirke til sin egen Klerk Arnfinn, som for Tiden studerede i Canterbury. Biskoppen kunde og vilde saaledes ikke berøve Arnfinn den Ret, han ved sin Beskikkelse havde erholdt. Hvad det angik – vedblev han – at Bortgivelsen af Kaldet, paa Grund af det halve Aars Forløb, skulde være tilfalden Erkebiskoppen, da medførte dette ikke Sandhed, om end saadant var berettet Erkebiskoppen af Folk, som ikke vidste ret Besked. Thi Formanden, Biskoppens Chorsbroder, Hr. Haakon Thoressøn, havde først indgivet sin Resignation den 13de August. Han beder Gud forlade dem, som ville sætte Splid
