mellem Erkebiskoppen og ham, og besverger Erkebiskoppen ikke at sætte sig i Bevægelse for denne Sags Skyld, da hans Tiltale, hvis Ret skal fremfare, liden eller ingen Grundvold har. „Men hvis saa kan falde, siger han til Slutning, som I talede med os i Sommer i Tunsberg, at nogen af Eders Venner skulde ville tækkes et eller andet Beneficium hos os, for hvilket vi kunne raade, da ville vi gjerne heri opfylde Eders Villie, saavidt vi kunne efter Loven“[1]. Dog udstedte Audfinn ved Siden af dette saa forsonligt lydende Brev, i sit Consistorium i Bergen den 7de November en formelig Appel til det apostoliske Sæde, under hvis Beskyttelse han — som han siger — stiller sig, for at ikke Erkebiskoppen ved Excommunicationsdom eller anden Straf skal søge at indtrænge Hr. Baard i det omhandlede Beneficium; – og til denne Appel forlangte han Erkebiskoppens Følgeskrivelse (apostolos)[2]. Erkebiskoppen svarede ham herpaa fra Nidaros den 6te December, idet han opkastede Tvivl, om Dals Kirkes Ledighed skulde netop regnes fra Hr. Haakons Resignation[3]. Forresten er dette Brev affattet i en ligesaa forsonlig Tone som Biskoppens, saa at det lader som denne Sag, om hvis Gang intet videre findes, er bleven bilagt i Mindelighed[4].
Det følgende Aar 1330 døde Biskop Audfinn af Bergen. Der findes Breve af ham fra dette Aar af 15de Marts[5] og 24de April[6]; han har altsaa overlevet den sidstnævnte Dag. Om hans Karakter, Virksomhed og høie Anseelse blandt de samtidige norske Biskopper er allerede tilstrækkelig talt i det Foregaaende.
Til hans Eftermand valgtes og, som det lader, indviedes i dette samme Aar Magister Haakon[7], maaskee den samme Chorsbroder af Bergen, Haakon Thoressøn, der nævnes i Anledning af Striden mellem Audfinn og Erkebiskoppen angaaende Besættelsen af Dals Prestekald Haakons Magistertitel viser, at han har studeret i Udlandet, og den Samling af Breve, der er levnet fra ham[8], og som for en meget stor Deel ere af privat Natur og i det norske Sprog, vidner om at han har været en meget skolelærd Mand, der dog ved Siden af det latinske Sprog ogsaa benyttede Modersmaalet i sin Skriftvexling, og det med en Smag og Reenhed, som minder om dets bedste Tid.
I 1330 døde ogsaa den i det Foregaaende ofte omtalte Provst til Apostelkirken i Bergen og kongelig Kapelmagister Hr. Finn Haldorssøn[9], Biskopperne Arnes og Audfinns virksomme Modstander.
