Efter Voldgiftsdommen af 16de August 1320[1] synes han at have holdt sig rolig og ikke oftere oprippet Tvisten med Bergens Biskopsstol. Han har udentvivl følt, at de store Forhaabninger, der engang knyttede sig til Kapelmagisterens Embede, med Kong Haakon Magnussøn vare udslukkede, og at Stemningen hos den norske Rigsstyrelse ikke længere var for deres Gjenvækning. Hans Eftermand som Provst ved Apostelkirken var Guttorm Paalssøn. Titelen af kongelig Kapelmagister findes efter denne Tid sjælden anvendt, sandsynligviis et Tegn paa, at man nu ansaa den geistlige Embedsmyndighed, som den egentlig skulde betegne, for mindre betydningsfuld, end den fra først af var paaregnet at skulle blive.
Det følgende Aar 1331 døde Biskop Laurentius Kalfssøn af Hole paa Island den 16de April, 63 Aar gammel[2]. Som Beviis paa hans ualmindelige Skolelærdom (klerkdómr) anfører hans Saga, at han gjorde latinske Vers ligesaa let og hurtigt som den Flinkeste ellers talede det latinske Sprog[3]. Om hans canonistiske Lærdom er tidligere berettet. Dertilmed havde han altid viist sig som en meget gudfrygtig, retskaffen og i sin geistlige Stilling, baade da denne var underordnet og i sit Biskopsdømme, nidkjær Mand. Under sit Ophold i Norge havde han stiftet Bekjendtskab med en vis Thurid Arnesdatter af Borgund og avlede med hende, skjønt allerede dengang forlængst Prest af Vielse, Sønnen Arne, som han vedkjendte sig, og som siden samtidig med Faderen gik ind i Thingøre Benediktinerkloster paa Island[4]. Den samme Thurid havde senere en Søn, Baard, med Presten Salomon, ganske vist den samme nidarosiske Chorsbroder, som i 1322 blev Biskop af Oslo[5]. Dette, i Forbindelse med hvad før er fortalt om Biskop Audun Raude[6], viser hvorledes Cølibatsloven overholdtes, og hvortil den ledede. Naar selv en Mand af Laurentius’s almindelig priste strenge Seder kunde vitterligen forsynde sig mod den, og saa høitstaaende Prælater som de tvende andre ovennævnte kunde gjøre sig skyldige i samme Overtrædelse, uden at dette findes at have lagt den mindste Hindring i Veien for deres videre Forfremmelse, eller endog skadet deres Rygte, saa indseer man let, hvor daarligt det i Almindelighed maa have været bevendt med Cølibatets Sag, og hvor lemfældig den offentlige Mening baade i og udenfor Kirken maa have været i sin Dom om deslige Overtrædelser. Broder Arne, Laurentius’s Søn, siges forresten at have slegtet sin Fader paa med Hensyn til Hoved og Lærdom; men trods sit Klosterløfte
