og Faderens Paamindelser forfaldt han til Drukkenskab og andre Udskeielser, der voldte hans Fader megen Sorg[1]. Paa sit Yderste lod Biskop Laurentius skikke et Brev til Erkebiskop Eilif, hvori han forestillede denne, hvormeget bedre det vilde være for Hole Kirke at have en islandsk Biskop end en norsk, fordi den første kjendte bedre til Landets Skik; og han anbefalede som sin Eftermand Presten Egil Eyjolfssøn[2]. Denne reiste ogsaa samme Sommer til Norge, var Vinteren over der og blev virkelig valgt af Erkebiskoppen og hans Kapitel, ifølge Laurentius’s Anbefaling. Han blev indviet paa Trinitatis Søndag, den 14de Juni 1332. Erkebiskoppen kunde ei selv paa Grund af Sygdom forrette Indvielsen, men denne blev udført af Biskop Haakon af Bergen, altsaa efter al Rimelighed i denne Stad. Samme Sommer for Egil til Island, hvor han ankom i August og holdt sin første Biskopsmesse den 8de September[3].
Imidlertid var en vigtig Forandring foregaaet i den norske Rigsstyrelse. Endnu paa et Raadsmøde i Oslo den 9de August 1331, ved hvilket Erkebiskop Eilif og Biskop Salomon af Oslo udtrykkelig nævnes som tilstedeværende, finder man Hr. Erling Vidkunssøn optrædende som Kongens Drotsete ved Siden af bemeldte Biskopper „og det øvrige Rigets Raad, som her nu var samlet“, ved Udstedelsen af en Forordning om Udlændingers Handel og Liggetid i Kjøbstæderne; og i Forordningens Slutning anvendes den siden 1327 almindelig vedtagne Formel: „Til sandt Vidnesbyrd om at vort (Kongens) Raad har saa samtykket med os, satte med vort Segl Hr. Erling Vidkunssøn, vor Drotsete i Norge, sit Segl for dette Brev ..... Hr. Paal Baardssøn, vor Kansler, beseglede (satte Kongens Segl for Brevet), Paal Klerk skrev“[4]. Dengang var Drotseten altsaa endnu i fuld Udøvelse af sin Embedsmyndighed som Rigsstyrelsens Formand. Men i et Kongebrev af 24de April 1332, hvori Kongens Raad dog nævnes, omtales ei Drotseten, idet Paal Baardssøn, Kongens Kansler, alene nævnes ved Slutningen som den beseglende, og Paal Klerk som den
- ↑ Espol. Aarb. þ. I. c. 49.
- ↑ Bp. Laur. S. c. 59: Espol. Aarb. þ. I. c. 50.
- ↑ Isl. Ann. 234; Espol. Aarb. þ. I. c. 52. De Annaler, som sætte Laurentius’s Død i 1330, sætte Egils Indvielse i 1331, og dette antager baade Finn Johnssen i sin Kirkehistorie (II. 182) og Espolin i sine Aarbøger. I Tilfælde at Egils Indvielse virkelig er foregaaet i 1331, falder Trinitatis Søndag paa den 26de Mai. Er Egils Indvielse, som af mig antaget, foregaaet i 1332, da har den Sygdom, der hindrede Erkebiskop Eilif i at indvie ham, rimeligviis været den samme, af hvilken Erkebiskoppen mod Slutningen af 1332 døde. Er derimod Indvielsen foregaaet i 1331, maa Erkebiskoppen igjen have kommet sig af sin Sygdom, da man finder ham, som strax skal omtales, den 9de August dette Aar samlet med Drotseten og Rigets Raad i Oslo.
- ↑ N. g. L. III. 157–159.
