skrivende[1], og efter denne Tid omtales Hr. Erling ingensteds meer som Drotsete, skjønt hans Navn ellers i Brevskaber ofte forekommer. I Slutningen af 1331 eller Begyndelsen af 1332 maa han følgelig være aftraadt fra sin Stilling som Formynderstyrelsens Formand, og da ingen Anden findes at være kommen i hans Sted som saadan, men derimod alle kongelige Breve i de nærmeste Par Aar efter ere udstedte under Kongens Segl alene, maa man antage, at Erlings Aftrædelse er bevirket derved, at Kongen selv har overtaget Rigsstyrelsen som myndig.
Kong Magnus var født i 1316[2], følgelig fyldte han i Løbet af 1331 sit 15de Aar. Med denne Alder, det fyldte 15de Aar, udtraadte, ifølge den før Magnus Lagabøters Tid gjældende Lovgivning, i det private Liv Myndigheden[3], og den samme Regel har vi, nok ogsaa gjældt for Kongen, om ikke hans Myndighedsalder, i det mindste i den ældste Tid, endogsaa er indtraadt med det fyldte 12te Aar. Heri var nu vistnok ved Magnus Lagabøters Lovgivning gjort en Forandring, idet nemlig det fyldte 20de Aar opstilledes som Myndighedsalderen i det private Liv[4]), hvortil ogsaa Kong Haakon Magnussøn havde holdt sig i Forordningen af 16de September 1302 ved at bestemme Kongens Myndighedsalder[5]. Men denne Forordning var, som vi have seet, allerede i saa mange andre Henseender tilsidesat, at man vel ei heller har anseet sig synderlig bunden ved dens Bestemmelse om Kongens Myndighedsalder, naar de mest raadende i Rigsstyrelsen fandt sig bedre tjent med at fravige den. Uagtet nu Drotseten, efter alle Mærker at dømme, havde ført Rigsstyrelsen baade med Kraft og Klogskab, saa havde han, som forhen viist, mægtige Modstandere ikke alene inden Rigets store Raad i Biskopperne, i det mindste enkelte af dem, men ogsaa inden det mindre, saakaldte daglige Raad, i Kansleren. Desuden maa formodes, at Landsfolket i Almindelighed har stundet efter at see sin Konge som selvstyrende saasnart som muligt; dette var et fremtrædende og betegnende Træk i Folkeaanden allerede fra ældgamle Tider. Alle disse Omstændigheder have ganske vist i høiere eller ringere Grad gjort sig gjældende til at virke den indtrædende Forandring i Rigsstyrelsen; og Drotseten maa have fundet sig opfordret til at vige for dem, hvad enten han nu har gjort dette selvkaldet, eller ifølge Fordringer, som han ikke har seet sig istand til at afvise. Spørger man, hvo der ved Forandringen vandt den største Indflydelse paa Rigsstyrelsen, da synes Svaret at maatte
