blive: Kansleren. Han beholdt nemlig, som man seer af Kongebrevene for de næst følgende Aar, Kongeseglet i sit Verge, og maatte, saalænge dette vedblev, unegtelig kaldes den mest raadende i den unge Konges daglige Raad, hvad enten Kongen selv var tilstede i Landet, eller Raadet under hans Fraværelse i Sverige førte Rigsstyrelsen i hans Navn.
Hvilken Virksomhed Erkebiskop Eilif har øvet ved denne Forandring, vides ikke med Sikkerhed; men da han som et Slags Rigsvikarius havde i sin Tid kaaret Hr. Erling Vidkunssøn til Rigsformandskabet, maa man antage, at han ogsaa først og fremst maatte adspørges ved dette Rigsformandskabs Ophævelse, og at han dertil har givet sit udtrykkelige Samtykke. Det er derfor ogsaa rimeligt, at Forandringen er besluttet og iverksat under hans Nærværelse i Oslo og paa Raadsmødet der i August Maaned 1331, ikke længe efter at den ovenomtalte Forordning af 9de August var udstedt.
Det er forøvrigt høist sandsynligt, at Kong Magnus, omtrent samtidig med sin Optræden i Norge som myndig Konge, ogsaa i samme Egenskab selv har overtaget Rigsstyrelsen i Sverige, hvor siden 1322, en Drotsete ligesom i Norge stod i Styrelsens Spidse paa Kongens Vegne. Dette maa sluttes deels deraf, at den siden 1322 værende svenske Drotsete, Knut Johanssøn, just ved denne Tid findes at have ophørt at bære Drotsetenavn, uden at nogen ny forekommer i hans Sted, – deels deraf, at troligen ved de i 1332 forefaldne Forhandlinger angaaende Erhvervelsen af Skaane, hvilke dreves af ham udelukkende i Egenskab af Sveriges Konge, findes at handle selvstyrende uden at noget Raad nævnes[1]. Maaskee staar ogsaa i Forbindelse med hans ved denne Tid indtrædende Myndighedsalder et Brev af Pave Johannes XXII, udstedt i Avignon den 20de August 1331, hvilket indrømmer Kongen den Begunstigelse, at maatte af sin selvvalgte Skriftefader meddeles den fuldkomne Syndsforladelse i Dødstilfælde, hvilken Paven undertiden ved særligt Priviligium pleiede meddele høitstaaende Personer[2].
Erkebiskop Eilif overlevede ikke meer end et Aars Tid den omtalte Forandring i Rigsstyrelsen. Han døde den 2den November 1382[3] efter at have i 21 Aar, fra sin Indvielse at regne, og 23 Aar, fra sit Valg, forestaaet Nidaros’s Kirkeprovins. Den norske Kirke synes under hans virksomme, kloge og milde Styrelse at have trivets vel baade i det Aandelige og i det Verdslige; der herskede før det meste Fred i dens Indre, ligesom ogsaa dens Forhold til Staten i det Hele forblev fredeligt, uagtet det, som vi have seet, eengang i det mindste, var temmelig spendt. Under Eilifs Styrelsestid synes den norske
