Kirke at have staaet paa Toppunktet af indre Orden, og ydre Glands
og Velvære, hvad den katholske Tid angaar.
I December Maaned var Eilifs Død bekjendt i Oslo, hvor Kong
Magnus ved Aarets Udgang synes at have opholdt sig. Herfra udstedtes
nemlig den 27de December 1332 et Brev i Kongens Navn,
beseglet ved Kansleren, i hvilket alle de Friheder, som Kirkens „Tjenestemænd“
havde nydt af Kongedømmet i Erkebiskop Eilifs Tid, stadfæstedes
for eet Aar[1]. Derpaa synes Kongen lige i Begyndelsen af
1333 at være dragen til Nidaros i Følge med Kansleren. Man finder
ogsaa, at nogle af Kongens Raad have været der tilstede, om ikke
en storme Raadsforsamling har været afholdt.
Man finder nemlig, at der i Nidaros den 29de Januar 1333 er blevet udstedt et Brev i Kongens Navn, beseglet ved Kansleren Paal Baardssøn, til Fordeel for Nidaros’s Kapitel under Erkestolens Ledighed. Det siges heri, at Kapitel og Chorsbrødre havde beklaget sig for Kongens Raad over at forskjellige Personer efter Erkebiskop Eilifs Død vare blevne siddende i den nidarosiske Kirkes Ombud, havde søgt dens Sager og opbaaret dens Indtægter, uden at være dertil særligen beskikkede af Kapitelet. Da nu Kirkens Løv vidner, at saasnart Erkebiskoppen dør, tilfalder al Kirkens Ret Kapitelet og Chorsbrødrene, saa forbyder Kongen Alle fra denne Stund at udføre Kirkens Ombud eller opbære dens Indtægt, førend de udtrykkeligen af Kapitelet dertil ere beskikkede. De som i Mellemtiden kunne have opbaaret noget, skulle have betalt det til Kapitelet inden een Maaned efter at have hørt nærværende Brev forkynde under Straf af Bod for Brevbrud (Overtrædelse af Kongens Forordninger) og desuden fuld Erstatning[2].
Uagtet Kongens personlige Nærværelse ikke i Brevet udtrykkelig nævnes, saa er det dog ganske sandsynligt, at den unge Konge, som maaskee slet ikke i sin Umyndighedstid havde været i Throndhjem, nu som myndig har villet vise sig før Thrønderne. Maaskee har man ogsaa havt for Øie ved Kongens personlige Nærværelse i Nidaros at virke underhaanden til at det forestaaende Erkebiskopsvalg maatte falde i den Retning, som Kongens nærmeste Raadgivere ønskede.
Til Eilifs Eftermand valgtes Kansleren Paal Baardssøn, der udentvivl ogsaa stod høiest blandt Norges daværende Prælater i
