maa han have optraadt med Strenghed og store Fordringer, hvorved han er kommen i ubehageligt Sammenstød med flere af Landets Biskopper. Man finder nemlig omtalt, at Biskop Salomon af Oslo blev sat i Interdikt af ham[1], og dette staar udentvivl i Forbindelse med et retslig Søgsmaal, som Nuntius sees at have anlagt mod Oslos Kathedralkirkes Kapitel i Begyndelsen af 1333 i Anledning af Regnskabet for den sexaarige Pavetiende. Dette Søgsmaal blev imidlertid igjen hævet af Peter under hans Ophold i Oslo den 6te Juli samme Aar[2], og ved den Leilighed er da sandsynligviis ogsaa Interdiktet over Biskoppen blevet tilbagetaget. Ligeledes findes omtalt, at han i 1333 excommunicerede Biskop Erik af Stavanger, eller i det mindste truede denne med Excommunication. Men Biskoppen søgte strax Forlig med ham og opnaaede udentvivl dette[3]. For de islandske Biskopsdømmers Vedkommende overdrog han Biskop Haakon af Bergen sin Fuldmagt til Regnskabsopgjøret, og i denne Anledning bleve begge Biskopperne, stevnede til Norge, hvor ogsaa Jon Haldorssøn af Skaalholt indfandt sig i 1334, og Egil af Hole i 1335[4].
Det er saaledes aabenbart, at Petrus Gervasii ved sit Erende og den Myndighed, hvormed han udførte det, ikke har vakt saa ganske liden Rørelse i den norske Kirke og mellem dens Biskopper, der vist nok for største Delen ikke have været synderlig gunstigen stemte for de pavelige Udpresninger og Efterregninger. Maaskee har Erkestolens Ledighed under den udvalgte Erkebiskops just dengang indtræffende Ophold i Kurien givet Petrus en bedre Anledning til ret at bære sin Myndighed til Skue. Hvor længe han har opholdt sig i Norge vides ikke; maaske har han allerede igjen forladt Landet i 1334.
I denne pavelige Nuntius’s Sendelse og i de ham meddeelte Fuldmagter aabenbarer sig tydeligere end ved nogen tidligere den Pengebegjærlighed, som raadede i den pavelige Kurie under Johannes XXII’s Regjering. Man seer, hvorledes det var Petrus Gervasii paalagt, at efterspore i Norge og Sverige alle Indtægtskilder for det apostoliske Skatkammer, paa hvilke det fra ældre eller nyere Tider kunde have noget Krav; og han skulde, om han fandt dem i nogen Henseende standsede, bringe dem ved sin virksomme Indskriden i fornyet Gang og til at flyde rigeligen. De tvende første avignonske Pavers Regjeringstid var, saavidt man kan skjønne, en haard Udpresningstid
- ↑ Isl. Ann. 240, 242. Her er vistnok Salomons Interdikt ved Peter henført til 1335; men dette er rimeligviis en Feiltagelse, da Peter neppe opholdt sig saa længe i Norge eller Sverige, og desuden Interdiktet over Salomon rimeligviis stod i Forbindelse med hans Proces med Oslos Kapitel.
- ↑ Orig. i d. A. M. S. fasc. 62 No. 13.
- ↑ Langes Klh. 591, 593, jfr. Suhm D. H. XII. 256, 257.
- ↑ Isl. Ann. 240, 242.
