for den norske Kirke, og det er vel tænkeligt, at det ikke har været Billighedshensyn alene, der bevægede Pave Johannes til i 1326 at dele den sexaarige Pavetiende af den norske og svenske Kirke med Kongedømmet, – men ogsaa Forsigtighed. Han havde nemlig vistnok al Grund til at frygte, at den norske og svenske Styrelse, hvis han ikke vandt den for sig ved en saadan Indrømmelse, ved en Deling af Byttet, kunde, ligesom den norske i Kong Erik Magnussøns Tid, lægge kraftige Hindringer i Veien for den nævnte Tiendes Opbørsel, og i denne Henseende vel tilmed vinde den saa tungt skatlagte Geistlighed for sine Anskuelser. Pave Johannes XXII døde ellers den 8de December 1334 i en Alder af over 90 Aar; og til hans Eftermand valgtes allerede den 20de i samme Maaned Benedictus XII. Dette var en redelig, velsindet Mand, der, skjønt fransk af Fødsel og valgt ved det franske Parties Indflydelse, dog havde Villie til at gjennemdrive Forbedringer. Men han formaaede intet synderligt at udrette mod sine mægtige Omgivelsers Ønske. Han skal imidlertid ved Sendebud til Norge i 1336 have tilbagekaldt et nyt Skattepaalæg paa Kirker og Kirkegods, hvilket hans Formand havde faaet i Stand under Paaskud at understøtte et Korstog, som den franske Konge vilde gjøre. Da der ikke blev mere af dette Korstog, end af tidligere forkyndte, har udentvivl Pave Benedictus skammet sig ved yderligere at skatlægge Kirken[1].
Den nye Erkebiskop, Paal Baardssøn, synes strax at have udviklet megen Virksomhed i sin Metropolitanstyrelse. Allerede i September 1334 holdt han i Nidaros sit første Provinsialconcilium, paa hvilket vare tilstede Biskopperne Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Erik af Stavanger. Om et større Raadsmøde dermed har været forbundet, vides ikke med Sikkerhed, kun seer man, at Ivar Øgmundssøn, som ved denne Leilighed kaldes Kongens Drotsete i Norge, og saaledes maa antages at have for Tiden repræsenteret Kongens Person, rimeligviis under dennes Ophold i Sverige, har samtidig med Conciliet været tilstede i Nidaros[2], — en Omstændighed, der synes hentyde paa, at idetmindste flere af Kongens Raad have været samlede.
Conciliets Bestemmelser, der fornemmelig angaa Kirketugten, bleve vedtagne og udfærdigede den 22de September:
1) Det paalægges Klerkerne at leve ærbart og afholdende; i denne
- ↑ Isl. Ann. 244.
- ↑ Dom af 20de September 1334 i en Testamentstrætte mellem Erkebiskoppen paa den ene Side og Vigleik af Lyng paa den anden, hvilken Tvist, ifølge begge Parters Voldgift, afgjordes ved Biskopperne af Hamar, Oslo og Stavanger samt Ivar Øgmundssøn „Kongens Drotsete i Norge“, Baard Peterssøn, Fehirde i Nidaros, og Olaf Hermanssøn, Lagmand sammesteds, som valgte Dommere. N. Dipl. III. 161.
