Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/261

Denne siden er ikke korrekturlest

Henseende stadfæstes tidligere Erkebiskoppers Bestemmelser, og navnligen Erkebiskop Eilifs paa Conciliet i Bergen udstedte, medens alle ældre Bestemmelser, der stride mod „canones“, sættes aldeles udaf Kraft.

2) I intet Kloster maa, mod Betaling eller paa nogetsomhelst Vilkaar, optages som „Præbendarier“ Mænd eller Kvinder uden vedkommende Biskops Samtykke. Skeer dette alligevel, da skal den, som optager dem, ved selve Gjerningen have forbrudt den hele Bestyrelse og sin Prælatverdighed, og baade de som give og samtykke skulle straffes efter Biskoppens Forgodtbefindende. Abbeder og Abbedisser skulle i sin Indvielse, og Nonner idet de velsignes (in suis bencdictionibus) aflægge corporlig Ed paa, at de ei ville samtykke saadant.

3) Alle Klerker af hvilkensomhelst Stand og Stilling, som misbruge det pavelige Sædes Privilegier, eller anmasse sig Sager, der af Biskopper eller Synoder ere forbeholdne Andre, eller af egen Myndighed eftergiver Pilegrimsløfter eller formilde Pønitenser, ere ved selve Gjerningen underkastede Excommunication.

4) Hvilkensomhelst Klerk, der hemmeligen eller aabenbare forskaffer sig Beskyttelse af Kongen eller af den verdslige Magt for at undgaa Straf af sin geistlige Dommer, paadrager sig ved selve Gjerningen Excommunication.

5) Kardinal Vilhelms Statuter skulle nøie iagttages og aarligen forkyndes paa Synoderne (Prestemøderne).

6) Under Straf af evig Forbandelse forbydes, at Nogen forkynder Ugrundede Indulgenser (indiscretas indulgentias).

7) Nonneklosterne skulle være under streng Bevogtning og fast Lukkelse, især om Natten, saaledes at det ei tillades hverken Geistlige eller Læge at komme derind efter Vesper (post earum vesperas), med mindre paatrængende Nødvendighed fordrer det.

8) Biskopperne, hver i sit Biskopsdømme, og Erkebiskoppen i den hele Provins kan fritage fra eller formilde Bestemmelser med Hensyn til Overholdelse af Faster og Helligdage.

9) Erkebiskop Eilifs Bestemmelse, at ingen Prest eller beneficeret Person maa stedes til Pønitens, med mindre han efterlader Kirken Tiendedelen af det Gods, han ved Kirken har erhvervet, fortolkes derhen, at den blot skal forstaaes om Pønitens, hvorved han for den Sag erholder Absolution; for andre Synder kan han ligefuldt absolveres.

10) Ingen Prest eller Klerk, inden de hellige Ordensgrader (d. e. de høiere), hvilken befindes indtil sit Livs Slutning at have levet i aabenbart Frilleliv, maa begraves inden Kirkens Vegge eller i dens Indgange, i hvor stor Pønitens han end har underkastet sig; den som