vidende tilsteder en saadan Begravelse, er derved suspenderet fra Embede og Indtægt.
11) Overeensstemmende med de canoniske Forskrifter skal der paalægges samme Klerkers Friller Pønitens som for Hor og Helligdomsbrud (sacrilegium), hvis deres Samliv er lønligt; men hvis det er aabenbart, og de ikke aflade sin Synd, skulle de excommuniceres, og hvis de endnu fremture, skal deres Excommunication offentlig forkyndes i Kirken.
12) Biskopperne og deres Officialer skulle have edsvorne Klerker til Skrivere.
13) Provsteembede eller dermed forbundne geistlige eller verdslige Sager skulle ikke overdrages til nogen Lægmand.
14) Provsternes Ombudsmænd eller Indkrævere skulle ikke opbære nogen Pengebod uden Sogneprestens Vidende, saaledes at dennes skriftlige Bevidnelse om det opbaarne paa Biskoppens Forlangende kan fremlægges.
15) Det forbydes Biskopper, Abbeder, Abbedisser og Kirkers Bestyrere at overdrage eller indrømme Nogen sine Kirkers Ejendomme; er dette nogensteds skeet, erklæres det for ugyldigt[1].
Disse Conciliebestemmelser vise, at Cølibatsloven maa have øvet en fordærvelig Indflydelse paa Geistlighedens Seder[2], en Indflydelse, som man nu ved strenge Lovbestemmelser søgte et betvinge, men som ligefuldt viser sig at være bleven større og større. Ligeledes give de anførte Bestemmelser Formodning om, at Tugten i Nonneklostrene har begyndt at komme i Forfald, siden deres Lukkelse indskjærpes. Ingen Bestemmelse kan siges at være ligesrem rettet mod den verdslige Statsmagt; det skulde være den 4de Artikel, som kanskee kunde synes paa en vis Maade at berøre den. Det her omhandlede Provinsialconcilium synes saaledes i Grunden at have blot kirkelig Betydning.
Ved denne Tid førtes en forargelig Trætte mellem Biskop Erik af Stavanger og Abbed Erik, Forstander for Augustinerklosteret i Utstein i Stavangers Biskopsdømme, — en Trætte som lader os kaste et Blik ind i Klosterlivet i Norge paa denne Tid. Den 8de September 1333 indfandt Biskop Erik sig ved Utsteins Kloster i Abbedens Fravær, og da han fandt Klosteret omhyggelig lukket, hvilket Abbeden havde foranstaltet for ei at modtage Biskoppens Besøg, lod han Portene aabne med Magt og holdt Gudstjeneste i Klosterets Kirke. Grunden til Besøget maa antages at have været onde Rygter om Abbeden, hvis Sandhed Biskoppen ved en Visitation nærmere har villet
