ransage, hvorfor Abbeden nødig saa hans Ankomst did. Abbeden undlod ikke at fremstille Biskoppens Fremgangsmaade som en ulovlig Voldshandling, hvorover han indgav Klage i Nidaros. Biskoppen forlangte Afskrift af Klagen, hvilken negtedes ham, og da Abbeden heller ikke paa Biskoppens Stevning hverken mødte selv eller ved Fuldmægtig, dømte Biskoppen ham den 21de October 1333 „in contumaciam“, til at gave sin Ret forbrudt, om han end havde havt nogen, og paalagde ham bestandig Taushed i denne Sag.
Men hermed lod ikke Abbeden sig nøie. Han appellerede til Erkebiskoppen, fremdeles uden at meddele Biskoppen nogen Afskrift af Appellen, og fremsatte en Deel Klagepunkter mod denne. Da han imidlertid ikke førte Beviis for sine Paastande, fandt Erkebiskoppen sig beføiet til at dømme Appellen ugyldig og tom. Dette synes at være skeet under Biskop Eriks Ophold i Nidaros i 1334 i Anledning af Provinsialconsiliet der og en Stund før dettes Asholdelse; og, som Følge udentvivl af Erkebiskoppens Dom, erklærede derpaa Biskoppen fra Nidaros Abbeden for excommuniceret. Nu ikke alene fornyede Abbeden sin Klage til Erkebiskoppen, men appellerede ogsaa den 29de October 1334 til Paven idet han indgav sine Besværinger over Biskoppen. Disse gik ud paa: — at Biskoppen, som før omtalt, havde brudt ind i Klosteret; — at han samme Dag havde holdt Gudstjeneste med Munke, som Abbeden havde excommuniceret, og det uagtet Biskoppen selv var excommuniceret af den pavelige Nuntius; — at han forholdt Abbeden Klosterets Eiendomme m. m. — Til Forsvar for at han ei havde mødt for Biskoppen paa dennes Stevning, anførte han, at Biskoppen havde truet ham med Arrest, og at han derfor ei havde turdet indfinde sig. Han protesterede mod Biskoppen som sin Dommer, idet han anraabte om, at hans Sag maatte blive paadømt af upartiske Mænd; og han paastod endelig Erstatning for Overlast og Tab.
Denne Abbedens Appel blev den 13de November næst efter foreviist Biskoppen ledsaget af Begjæring om Følgeskrivelse (apostolos). Biskop Erik meddelte ogsaa den 12te December det Forlangte, men som man let kan tænke, i Form af en Gjendrivelse, hvilken tillige indeholdt svære Klagemaal mod Abbeden. Biskoppen svarede paa de af denne fremsatte Ankeposter blandt andet: – at han, før han holdt Gudstjeneste med de af Abbeden bansatte Munke, havde absolveret dem, da han havde fundet deres Straf for haard; – at han selv ikke havde været excommuniceret af den pavelige Nuntius, da han paa dennes Trudsel havde forligt sig med ham; — forresten benegtede han Sandheden af de øvrige Klagepunkter, som Abbeden havde fremkastet mod ham. De Beskyldninger han derpaa fremsatte mod Abbeden gik ud
