paa: — at Abbeden, efter egen Tilstaaelse i Nidaros for Erkebiskoppen og Biskopperne, havde i flere Aar ført et usømmeligt Levnet i natlig Svir med en fornem ung Pige; – at han havde overdraget denne samme Kvinde Brugen af betydelige Klosterjorder; — at han var berygtet for en ung Piges Mord; – at han havde behandlet sine Munke med umenneskelig Strenghed; – at han selv i Kapitelet havde aabenbaret for alle Brødrene hvad tvende af disse havde betroet ham i Skriftemaalet, og at han med Ris havde tvunget den Skriftefader, som Biskoppen havde beskikket Munkene, til at aabenbare de Synder, som Munkene havde skriftet for ham, hvorpaa han offentligen og grusomt straffede flere af dem; — at han havde bortsløset meget af Klosterets Gods og forødet samme udenfor Klosteret i natlige Drikkelag og anden Overdaadighed, medens Brødrene „der sad hjemme og tjente Gud“ knap havde anstændigt Livsophold. Om Alt dette, paastod Biskoppen, var Abbeden ved edelige Vidnesbyrd overbeviist. Biskoppen paastod videre, at Abbedens senere Appel til Erkebiskoppen var ugyldig, fordi han havde negtet Biskoppen Afskrift af den; og derhos gjorde han opmærksom paa, at Abbeden var excommuniceret i Nidaros, og skjønt dette var ham bekjendt to Maaneder førend han apellerede til det apostoliske Sæde, var dog ikke denne Biskoppens Bansdom nævnt i hans Appel.
Hvad Udfald denne Sag til Slutning har faaet, vides ei med Sikkerhed. Hvis Biskop Eriks Beskyldninger mod Abbeden have medførte den rene Sandhed, maa den sidste have været en høist uverdig Prælat, hvem Kirken ikke burde eller kunde taale som et Klosters Forstander. Abbed Erik findes ikke destomindre i flere Aar efter — endnu i 1341 — at have været i Besiddelse af sin Abbedverdighed og fremdeles havt Tvistigheder med Biskop Erik, der endogsaa kun med Pengetab kom ifra dem ifølge en pavelig eller paa Pavens Foranstaltning fældet Dom. Dette lader formode, at Abbeden, skjønt vistnok i Grunden sin Stand uverdig, dog er bleven forfulgt med haardere Beskyldninger, end som Biskoppen, trods sin Paastand kunde tilstrækkeligen godtgjøre. Den hele Strid, som rimeligen fra Først af har havt sin Oprindelse fra Usikkerhed med Hensyn til Grændsen for den biskoppelige Myndighed over Klostrene, vidner for øvrigt baade om store Udskeielser inden det daværende norske Klosterliv, – hvad enten nu disse Udskeielser have været meer eller mindre almindelige, – og om en Trods og Hadskhed hos visse af den norske Kirkes Prælater i deres indbyrdes Tvistigheder, hvilken gjør deres Sindelag og deres Agtelse for kirkelig Sømmelighed liden Ære[1].
- ↑ Om denne Sag see Langes Klh. 591—596, jfr. Suhm D. H. XII. 256—259.
