skulle selv synge Messe og prædike for sit Sognefolk, i det mindste en Gang om Aaret forfaldsløst, nemlig paa Aarsdagen ser Sognekirkens Indvielse (kyrkiudagr), eller paa Kirkepatronens Festdag (d. e. den Helgens Dag, til hvem Kirken er indviet), eller paa en af de største Høitider.
Alle tidligere Provinsialstatuter, nemlig: Vilhelm af Sabinas, Erkebiskop Jons af 1280, Jørunds af 1290 og 1306, Eilifs af 1320 og 1327, Paals af 1334, skulle, tilligemed de paa nærværende Concilium udfærdigede, indføres i Statutbøger (skipanar bœkr) og oplæses offentlig i det mindste en Gang aarligen af selve Biskoppen, eller af dem som i hans Sted ere, i enhver Kjøbstads Hovedkirke, men af Provsterne eller deres Vikarer i andre større Kirker, og forklares for Læge og Lærde i alle de Artikler, som dem kunne vedkomme[1].
Man lærer af disse Consilsbestemmelser, blandt mere, hvilke Provinsialstatuter af samtlige norske Biskopper have været godkjendte som Regel for den hele Provinses Kirkestyrelse.
Der findes i de paa den Provinsialconcilium fattede Bestemmelser, ligesaalidt som i Paals tidligere af 1334, nogen Artikel, der kan siges ligesrem at være rettet mod den verdslige Statsstyrelse, — hvis man ikke vil søge det i den gjentagne Stadfæstelse af Erkebiskop Jons Bestemmelser af 1230. Heri kunde man imidlertid — det maa indrømmes — see en bestandig fornyet Protest fra de norske Biskoppers Side mod ethvert Skridt af den verdslige Styrelse, der kunde agtes stridende mod de i hine Bestemmelser umiddelbart eller middelbart udtalte Grundsætninger, — stridende mod hvad i dem umiddelbart eller middelbart opstilledes som Kirkens Friheder og Rettigheder. Det er ogsaa rimeligt, at Biskopperne med fuld Bevidsthed altid stræbte at holde sig denne Dør aaben, for muligen ved given Leilighed gjennem den at gjøre et eller andet Udfald til Hierarchiets Bedste. Men dette Baghold havde udentvivl ogsaa Statsstyrelsen endnu aabne Øine nok til at see, og Kraft nok til nogenlunde at møde, naar Angreb derfra truede. Beviis herfor gav en mærkelig Forhandling, som fandt Sted i 1337.
Overeenskomsten af 14de September 1327 mellem Kongedømmet og Biskopperne angaaende Christenretten var ingenlunde saa bestemt affattet, at den for en kommende Tid ganske kunde udestænge Tvivl og Tvistemaal vedrørende Udstrækningen af Kirkens dømmende Omraade. Men maa derhos mærke sig, at siden hiin Overeenskomst sluttedes, var Kong Magnus’s Myndighedsstyrelse indtraaet, der udentvivl har givet Biskopperne Haab om et kunne af den unge og svage Konge udvirke Fordele, som det ikke havde lykkets dem at gjennemdrive, da de havde
- ↑ N. g. L. III. 281—284.
