med Formynderstyrelsen at gjøre. Det maa nu antages, at Erkebiskop Paal, stolende paa sin ophøiede Stilling i den norske Kirke og Stat, muligen ogsaa paa et forudsat velvilligt Sindelag hos Kongen, hvis Kansler han havde været i hans første Myndighedsaar, – har gjort visse Skridt til at udvide sit dømmende Omraade i Nidaros By, der stod i en saa nær Forbindelse med Erkestolen, og desuden laa i en afsides Deel af Riget, hvor Kongen og hans Raad i senere Tider kun sjælden var tilstede. Men Erkebiskoppens Overgreb, hvori de nu end have bestaaet, vakte strax Kongens Raadgiveres Opmærksomhed, og bleve Gjenstand for Raadslagninger paa et større Høvdingemøde, der holdtes i August Maaned 1337 i Oslo, eller paa det tætved liggende Slot Akersborg, det nuværende Akershus.
Her var — som det heder — tilstede hos Kongen Rigets Raad, og af Biskopperne nævnes udtrykkelig som nærværende, foruden Erkebiskoppen, Halvard af Hamar og Haakon af Bergen. Ved denne Leilighed blev paa en Sammenkomst paa Akersborg den 30te August handlet om den Uenighed, der var opkommen mellem Kongen og Erkebiskoppen med Hensyn til Paadømmelsen af Sager, for hvilke Bøder vare bestemte i Christenretten, nemlig angaaende hvem af de nævnte Parter denne Paadømmelse tilkom i Nidaros. Og blev der da, med Raad og Megling af de tvende ovennævnte Biskopper og med Samtykke af det hele tilstedeværende Rigets Raad, sluttet følgende Overeenskomst og Anordning: Alle de Bøder, som i Christenretten forekomme, skulle dømmes og kjendes i Kongsgaarden i Nidaros, saaledes at derved baade Erkebiskoppens Official og Lagmanden ere tilstede og afsige Dom vexelviis, enten efter Dagskifte, eller paa den Maade, at de, den ene efter den anden, afgive lige mange Kjendelser i Rad. Men hvis saa vigtige Sager kunne forekomme, at Officialen og Lagmanden finde, at de ikke paa egen Haand kunne afgjøre dem, da skulle Officialen, Fehirden[1] og Lagmanden gaa til Erkebiskoppens Gaard, og skal da Erkebiskoppen fælde Dommen i deres Overvær, paa begges (Kongedømmets og Kirkens) Vegne. Denne Anordning skal staa ubrødeligen ved Magt fra begge Sider, indtil Kongen kan komme til Nidaros, og han og Erkebiskoppen med deres bedste Mænds Raad faa fattet en varig Bestemmelse i denne Sag; og skal ved denne Overeenskomst intet Skaar
- ↑ Hermed menes Fehirden i Nidaros’s Fehirdsle. Norge var paa denne Tid deelt i fem Fehirdsler eller Overopbørselsdistrikter, nemlig: Nidaros’s, Bergens, Oslos, Tunsbergs og Elvesyssels (Elfarsysla ok Ranríki), hvert under en Fehirde eller Skatmester (Munch Norg. Beskr. 9). Fehirden var en høitbetroet Embedsmand, og ved denne Leilighed er det tydeligt, at han paa en Maade har skullet repræsentere Kongen, og at han har været betragtet som høierestaaende end Lagmanden.
